

Se billedserie
På et opstillingsmøde den 8. december ventes tidligere finans- og forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V), at blive gen, valgt som Rudersdal-kredsens folketingskandidat.
4. september 1947 står der på dåbsattesten, men alder er et tal - ikke en tilstand, og tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V), føler sig fuldt af krudt. Derudover er der meget der skal gøres. Primært en regering, der skal væltes. Det fortæller Venstre-veteranen til Frederiksborg Amts Avis.
- Det er cirka halvandet år siden, at der var folketingsvalg, og det er besynderligt at være vidne til, hvordan corona-krisen har sat det politiske liv ud af spil. Vi har i længere tid ikke haft den samme debat som normalt, og det er først nu, at den er ved at vende tilbage for fuld kraft. Det er som om, at vi har levet i en lang undtagelsestilstand, lyder det indledningsvis fra Hjort Frederiksen.

Claus Hjort Frederiksen har prøvet lidt af hvert som politiker. Her ses han på sit kontor, da han var Finansminister. Foto: Lars Sandager Ramlow
Han peger i de forbindelse på, at det ikke er sundt i et demokrati.
- Jeg føler mig sund og rask, og jeg brænder for politik. Derfor har jeg besluttet mig for at genopstille ved næste valg, hvor vi gerne skal have udskiftet den siddende regering.
Claus Hjort Frederiksen er udmærket klar over, at han har passeret de 70 år, men med alderen har han også masser af brugbar erfaring:
- I Danmark hylder vi, at bringe ungdommen frem i politik, men ser vi over Atlanten, så nærmer jeg mig min storhedstid, lyder det oplagt fra V-politikeren med klar adresse til, at Joe Biden er fra 1942 og altså 78 år, når han træder ind som præsident.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har før corona-tiden været fast gæst til Vedbæk Havnedag, hvor han i 2017 som minister blandt andet var inviteret til frokost hos marinehjemmeværnet. Naturligvis var de trofaste hundevenner også med ombord. Foto: Lars Sandager Ramlow
- Fordelen ved erfaring er, at jeg har lettere ved at sondre mellem det væsentlige og mindre væsentlige, så jeg kan bruge kræfterne rigtigt. Og lige nu skal kræfterne bruges på at give regeringen værdig modstand. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi efterhånden er mange, der synes, at den er noget egenrådig. Derfor ligger der en stor opgave i at sikre balance igen i det politiske liv. Det er altså ikke kun Mette Frederiksen, der som statsminister er udset til at bestemme det hele. Det er vigtigt, at der er et samspil mellem regeringen og folketinget, og jeg ser det som en meget stor risiko for vores demokrati og for den retning landet ledes i, hvis meget vigtige beslutninger kun tages af en meget lille kreds. Det er danskerne heldigvis ved at få øjnene op for med minksagen i frisk erindring.
Venstres Rudersdal-kreds holder opstillingsmøde den 8. december. På grund af corona gennemføres mødet digitalt. Det fortæller Gitte Rasmussen, der er kredsformand samt formand for Venstre i Rudersdal:

"Hjorten" er klar til endnu et valg... Foto: Lars Sandager Ramlow
- Det er en enig kredsbestyrelse, der står bag Claus Hjort Frederiksens kandidatur. Vi har haft et fantastisk samarbejde med Claus gennem mange år, og i virkeligheden synes jeg ikke, at alder skal begrænse noget som helst, hvis man ellers er »fit for fight«. Det er vigtigt med ungdom i politik. Men det er også vigtigt med erfaring. Det har Claus om nogen, siger Gitte Rasmussen.

Claus Hjort Frederiksen i Forsvarsministeriet. Foto: Lars Sandager Ramlow
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her