

Se billedserie
Fra politisk side er der opbakning til Rudersdal Frisbee Clubs planer om at etablere en frisbeegolf-bane i Rude Skov. I hvert fald fra Kristine Thrane (S), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Men det er ikke op til os, siger hun.
Frisk luft, en dejlig gåtur mellem træstammerne suppleret med en sjov aktivitet.
Rudersdal Frisbee Club ønsker at etablere en frisbeegolf-bane i Rude Skov - tæt på Rudegaard Stadion, og som udgangspunkt synes Kristine Thrane, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, at det er en super fin idé.
- Som kommune har vi bakket Rudersdal Frisbee Club op i projektet. Placeringen af banen er god - tæt på Rudegaard Stadion og i et område, borgerne let kan komme til. I virkeligheden kan det ses som et fantastisk tilbud til vores borgere - især her i en corona-tid, hvor mange aktiviteter er begrænsede. Frisbeegolf dyrkes udendørs og i små grupper med afstand, siger Kristine Thrane.
Der er bare et stort »MEN«, påpeger hun i samme åndedrag. Det er nemlig ikke op til kommunen, om frisbeegolf-banen kan lægges i et hjørne af skoven eller ej. Det er op til Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen.
- Rude Skov er statsskov og i øjeblikket venter vi på hvilke dele af de danske statsskove, der skal udlægges til urørt skov. Det er også stadig uklart hvad man må anlægge af friluftsfaciliteter i en såkaldt urørt skov. Hvis området, hvor frisbeegolf-banen skal ligge kommer i kategorien »urørt skov«, skal projektet måske droppes. I hvert fald på det sted, lyder det fra udvalgsformanden, der fortsætter:

Frisbeegolf - eller discgolf er et kraftigt voksende aktivitet i Danmark, og Rudersdal Frisbee Club vil gerne have en bane i Rude Skov.
- Som socialdemokrat er jeg selvfølgelig stor tilhænger af urørt skov, og at vi skal passe på vores natur. Skovene skal ikke plastres til med alle mulige aktiviteter. Men samtidig er det også vigtigt at vi kan bruge skoven, og have glæde af den.
Kristine Thrane peger i den forbindelse på, at en frisbeegolf-bane skal ses som en fast »installation« i skoven:
- Når orienteringsløbere arrangerer løb i Rude Skov, så fjerner de posterne bagefter. Det samme gør mountainbike-ryttere. Skal der spilles frisbeegolf i Rude Skov, så kræver det, at der kommer nogle faste kurve op samt fast skiltning. Og det kan være et problem i forhold til bevaringen af vores skove, som jeg forstår det.
Kristine Thrane fortsætter:
- Jeg synes dog ikke, at nogle få kurve og nogle mindre skilte i et hjørne af skoven, hvor der ellers ikke kommer mange, er et stort problem, så jeg håber da, at frisbeegolf-banen kan godkendes, når planen for de urørte skovområder er på plads.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her