22. oktober 2021
Tre partier - Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre - blev mandag aften enige om en budgetaftale for Rudersdal for 2022-25. Foto: Joram G. Menzer
Tre partier - Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre - blev mandag aften enige om en budgetaftale for Rudersdal for 2022-25. Foto: Joram G. Menzer
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tre partier er enige om budgettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tre partier er enige om budgettet

Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre er blevet enige om en budgetaftale, mens tre partier står udenfor aftalen.

Rudersdal - 21. september 2021 kl. 18:13
Af Joram G. Menzer

Tre partier, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og borgmesterpartiet Venstre, har mandag aften indgået en budgetaftale for 2022-25.

arrow Læs også: Tre partier udenfor: Knasterne var et hold kæft-bolsje og skat

Budgetaftalen ligger i forlængelse af den aftale, der blev indgået sidste år, hvor der blev afsat en samlet investering på 350 millioner kroner i årene 2021-24 til børn, unge og idræt, skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.

Med den netop indgåede budgetaftale tilføres der yderligere cirka 80 millioner kroner til området.

Borgmester Jens Ive (V) er tilfreds med aftalen, som han »synes rigtig godt om«.

- Det er en aftale, hvor vi er i stand til markant at investere i udviklingen af Rudersdal Kommune på alle områder, samtidig med, at vi bevarer en stærk, kommunal økonomi, siger Jens Ive.

Ambitiøst og robust

I den kommunale pressemeddelelse kalder borgmesteren budgettet for »godt, ambitiøst og robust«.

- Det er glædeligt, at vi har mulighed for at skærpe vores fokus og indsatser både på ældreområdet og i forhold til den nære sundhed. Ikke mindst er det glædeligt, at vi nu får mulighed for at etablere et nyt kompetencecenter på Hegnsgården, som navnlig skal kunne modtage borgere til genoptræning og i midlertidige pladser efter udskrivning fra hospitalsbehandling, siger Jens Ive ifølge pressemeddelelsen.

Grundet det stigende børnetal, som kommunen har oplevet de seneste år, blandt andet som et resultat af stor tilflytning af børnefamilier, lægges der i budgettet op til nye daginstitutionspladser.

Derfor investeres der ifølge den kommunale pressemeddelelse et nyt moderne børnehus ved Sjælsø med plads til 160 børn, ligesom kapaciteten udvides i Vedbæk med cirka 50 pladser, og der etableres en moderne daginstitution i tilknytning til Trørødskolen.

Fuld og hel opbakning

Budgetpartierne er desuden enige om at »bakke fuldt og helt op« om den nuværende skolestruktur. En skolestruktur, som blev vedtaget sidste år efter heftig debat, og som blandt andet betød, at otte skoler blev administrativt sammenlagt til fire.

Budgetpartierne er blevet enige om at investere 80 millioner kroner i nye læringsmiljøer over de kommende år.

- Jeg vil gerne takke både Socialdemokratiet og Radikale Venstre for en god og konstruktiv proces, hvor der har været enighed om at fastholde intentionerne i skolestrukturen og ambitionerne om en ekstraordinær indsats for børn, unge og idrætten, samtidig med at det har været muligt at fastholde en sund og robust økonomi, siger Jens Ive i pressemeddelelsen.

Glæde over aftale

I pressemeddelelsen er Court Møller citeret for blandt andet at sige, at man i Rudersdal Kommune har store ambitioner for klima- og miljøindsatser.

- Det seneste år har vi i borgersamlingerne arbejdet med at omsætte FN's verdensmål til konkrete handlinger. Med denne budgetaftale forpligter vi os yderligere ved blandt andet at lægge en plan for udfasning af vores nuværende bilpark, så den fremadrettet bliver fossilfri, ved at se nærmere på mulighederne for at etablere grundvandsparker, implementere en digital platform for samkørsel, og ved at arbejde hen mod omstilling til grøn varmeforsyning, siger Court Møller, mens også Kristine Thrane (S) udtrykker tilfredshed med aftalen.

- I Socialdemokratiet er vi rigtig glade for en budgetaftale, som viderefører de gode intentioner fra sidste år i forhold til de tiltrængte investeringer i børn, unge og idrætten. Vi glæder os også over, at det har været muligt at afsætte midler til at forbedre pædagogernes ansættelsesvilkår samt ikke mindst, at vi har kunnet fremrykke den fulde indfasning af minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet. Alle er enige om, at det er nødvendigt. Nu får vi gjort noget ved det, lyder det fra den socialdemokratiske gruppeformand.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?