To kvinder kom lettere til skade ved et trafikuheld ved Øverødvej i Gl. Holte udløst af et tørklæde, der blæste over vejen.
Tørklædet fik en kvindelig bilist på 44 år fra København til at bremse hårdt op, hvorefter hun blev ramt bagfra af en anden bil, ført af en 41-årig kvinde fra lokalområdet.
Uheldet betød, at Øverødvej var spærret i en periode omkring klokken 10.30-11-tiden lørdag formiddag. Meldingen lød, at de to kvinder var teknisk fastklemte.
- Det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke kan komme ud af bilen, men at der er fare for, at de har pådraget sig nakke- eller rygskader og at redningsfolkene derfor skal have dem op på et spineboard, forklarer vagtchef Ole Hestbæk, Nordsjællands Politi. En senere melding lyder dog, at de to kvinder ikke var kommet alvorligt til skade.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her