22. november 2019
Tv-kokken Jesper Vollmer har som madspilds-ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp netop været en tur i Cambodja, for at blive inspireret til, hvordan vi i Danmark kan blive bedre til at undgå madspild. Foto: Columbus Leth
gallery icon

Se billedserie

Tv-kokken Jesper Vollmer har som madspilds-ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp netop været en tur i Cambodja, for at blive inspireret til, hvordan vi i Danmark kan blive bedre til at undgå madspild. Foto: Columbus Leth
Foto: columbus leth
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tidligere køkkenchef i Kongehuset har fokus på madspild

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tidligere køkkenchef i Kongehuset har fokus på madspild
Opdateret 10. september 2019 kl. 11:21
Rudersdal - 07. september 2019 kl. 09:49
Af Joram G. Menzer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Ifølge tv-kok og tidligere køkkenchef hos Kongehuset Jesper Vollmer har vi danskere en del at lære om at undgå madspild. Og her kan cambodjanernes tilgang hjælpe os - det samme kan prins Henriks.

Jesper Vollmer, der er kendt som kok fra tv, og som har været køkkenchef i 10 år i Kongehuset, ligesom han har en fortid som souschef på Søllerød Kro og driver koncepthuset Rå med sin kone Annette Heick, har som madspilds-ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp netop været i Cambodja. Her skulle han hente inspiration til, hvordan vi danskere kan blive bedre til at undgå madspild.

- Jeg tror personligt, at mennesker i Cambodja kan lære os utrolig meget om at undgå madspild. Hos dem er madspil ensbetydende med, at man ikke bliver mæt, og jeg tror ærlig talt, at du vil få meget svært ved at finde et kræsent barn i Cambodja, siger Jesper Vollmer, der understreger, at turen er finansieret af informationsmidler fra Danida.

Som et eksempel på forskellen mellem tilgangen til mad i Cambodja og Danmark, nævner Jesper Vollmer en kylling.

- Når vi ordner og parterer en kylling herhjemme, så er der som regel masser af kød og mad tilbage på skroget, som rigtig mange danskere måske bare smider i skraldespanden, siger Jesper Vollmer.

I Cambodja var han blandt andet på besøg hos en familie i en landsby i junglen, hvor han så, hvordan de ordnede en kylling.

- Det eneste der blev fjernet fra den kylling, vi skulle spise, var det alleryderste på kløerne og så ved gumpen, hvor der er en lille spids ting, som man ikke gider at spise. Det var det eneste, der blev fjernet, og alt andet på kyllingen bliver brugt, og det synes jeg, at vi kan lære meget af herhjemme, siger Jesper Vollmer, der fortsætter:

- Som forbrugere i Danmark er vi jo utroligt forkælede, og vi kunne ikke drømme om at købe en krum agurk eller en for stor pære, og derfor gider supermarkederne ikke at lægge dem frem.

Af samme årsag glæder han sig over Folkekirkens Nødhjælps butikker Wefood, som sælger de overskudsvarer, som de andre supermarkeder kasserer.

- Hvert år smider vi i Danmark mere end 700.000 tons mad ud. Det er jo et grotesk tal, siger Jesper Vollmer, der fortæller, at det ikke udpræget var sjovt at fortælle det tal til mennesker i Cambodja.

- Det er jo sådan lidt pinligt at fortælle mennesker, som har så lidt og bruger alle deres råvarer og nærmest ikke kunne drømme om at smide noget mad ud, siger Jesper Vollmer, der understreger, at det ikke kun er forbrugerne men også supermarkederne og madleverandørerne, der har et ansvar for at få nedbragt det tal.

- Forandringen skal jo komme allerede i starten af produktionskæden, hvor man blandt andet kasserer de skæve grøntsager, siger Jesper Vollmer.

Jesper Vollmer mener blandt andet, at vi alle kan blive bedre til at bruge vores madrester til at lave nye retter af, så maden ikke ender i skraldespanden. Og her handler det blandt andet om kreativitet. En del af den kreativitet lærte Jesper Vollmer i sine 10 år som ansat i Kongehuset, hvor han lavede mad til hoffet.

- Prins Henrik har inspireret mig virkelig meget, når det handler om at undgå madspild, og i dag bruger jeg masser af de eksempler på at undgå madspild, som jeg lærte i mine 10 år i Kongehuset, siger Jesper Vollmer, der fortsætter:

- Mange tænker nok, at regentparret bare pegede på al den luksus, de gerne ville have, og så fik de det. Men de var enormt bevidste om, at alting blev brugt, og selvom de nok kunne få, hvad de pegede på, så havde de meget stor fokus på, at alting skulle bruges, og at det, der ikke blev brugt, blev gemt og brugt til et nyt måltid senere.

Et andet sted, hvor man måske forestiller sig, at der er en masse madspild, er på tv, hvor kokkene laver mad for seernes skyld. Men den frygt kan Jesper Vollmer hurtigt afvise.

- Der var en mand, der blev temmelig vred på mig på Instagram, fordi jeg havde lavet en ret på tv og havde lagt opskriften på Instagram. På Instagram var opskriften til fire mennesker, men på tv havde jeg lavet til otte personer, og han mente, at det var madspild, fordi det jo sikkert bare blev smidt ud. Men jeg kunne berolige ham - og alle andre - med, at når man har et stort hold, der står og laver tv, så kommer de alle sammen løbende for at spise maden, når kameraerne slukker, siger Jesper Vollmer.

Også selvom programmet bliver optaget tidligt om morgenen, er der rift om retterne.

- Det er ikke noget problem at få afsat maden, og det er oftere, at jeg får ballade, fordi jeg ikke har lavet nok mad, siger Jesper Vollmer.

Til slut kommer Jesper Vollmer med et af sine råd til, hvordan man kan arbejde med at undgå madspild.

- I stedet for at lave en madplan til fem dage med fem forskellige retter, så kan man lave en madplan med tre retter, som så rækker til fem dage, fordi man allerede på forhånd ved, at resterne fra to af aftenerne kan bruges til et måltid dagen efter, hvor de måske bare lige skal spædes op med nogle basisvarer, som man har i sit køkken, siger Jesper Vollmer.

Der kan findes mere inspiration til at undgå madspild på Wefoods hjemmeside, www.wefood.noedhjaelp.dk, hvor blandt andre Jesper Vollmer kommer med gode tips, ligesom der er opskrifter fra den i Holte bosatte kogebogsforfatter Kirsten Skaarup.