

Se billedserie
Der var end ikke stole nok til de mange, der mødte op til Ældre Sagens borgermøde søndag. Med ældreområdet i fokus stillede kandidater fra de partier, der stiller op til kommunalvalget, op til debat, og der var altså mange, som gerne ville høre politikernes svar på, hvordan den ideelle demenskommune ser ud, og om rengøring hver tredje uge til dem, der har behov for hjælp, er et niveau, Rudersdal Kommune kan være bekendt.
Blandt politikerne var der enighed om, at rengøring hver tredje uge ikke er et tilfredsstillende niveau.
- Det er jo ikke i orden. Vi skal en helt anden vej og måske indføre en klippekortordning, som giver den enkelte større medansvar og mere fleksibilitet, lød det fra borgmester Jens Ive (V).
Også Radikale Venstres Court Møller talte om en »differentieret løsning«, mens Socialdemokratiets Kristine Thrane advarede om at bruge klippekortet som en spareøvelse.
- Vi er villige til at se på, om det kan være mere differentieret, men vi skal bare også passe på, at det ikke bliver en spareøvelse, sagde hun.
Erik Gissel Jensen (DF) luftede drømme om en demenslandsby.
- Hvis jeg bliver genvalgt til kommunalbestyrelsen, vil jeg foreslå, at der omkring Sjælsø laves en mindre demenslandsby, sagde han, mens de øvrige partier også havde hver deres bud på, hvordan Rudersdal skulle blive en ideel demenskommune.
SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet undlod heller ikke at kommentere på skatteprocenten.
- Vi er ikke bange for at sætte skatten en anelse op. Vi taler ikke meget - 0,2 procent. Velfærd koster penge, sagde Kristine Thrane.
Men borgmester Jens Ive understregede, at selvom kommuneskatten er lav, betaler borgerne i Rudersdal meget i skat.
- Vores borgere betaler høj grundskyld, og i kroner og ører også en af de højeste indkomstskatter i landet, fordi folk arbejder meget og dermed tjener meget, sagde Jens Ive.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis mandag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her