

Se billedserie
Coach Catrine Rasmussen finder nogle svar i sit arbejde med kærestesorger og kommer med gode råd til at holde humøret oppe
Catrine Rasmussen fra Holte er coach og indehaver af ladybosses.dk. Hun hjælper fraskilte kvinder med en konkret køreplan til, hvordan de kommer videre efter et brud eller en skilsmisse.
Og hun kan se nogle paralleller til ensomhedsfølelsen efter et breakup, og den som mange oplever lige nu i forbindelse med corona-nedlukningen.
"Fornyligt talte jeg med en kvinde, der stort set har arbejdet hjemme siden marts måned. I maj måned forlod manden hende. Børnene er voksne og bor ikke længere hjemme. Så hun har været isoleret længe. Det gav mig lyst til at hjælpe andre, der også kæmper med ensomhed og tristhed i denne nedlukningstid. Jeg tror desværre, der er flere, end vi lige tror, der føler sig ensomme lige nu," siger Catrine Rasmussen.
I bund og grund er mennesket nemlig et flokdyr, det ligger i vores gener.
"Følelsen af ensomhed kommer biologisk set for at få os til at søge en mage eller søge gruppen og fællesskabet. For ur-mennesket var ensomheden lig med døden. I dag kan vi praktisk set godt klare os alene uden at dø, men følelsesmæssigt kan det føles som døden indeni. Vi er sociale væsener, og ensomheden sender os et budskab om, at vi skal søge andre mennesker," siger Catrine Rasmussen.
Og det er her, parallellen til kærestesorgen kommer ind:
"For i en kærestesorg kommer følelsen af ensomhed, når man ikke længere KAN være sammen med sin udkårne. Og i denne Corona-tid er der mange, der ligeledes ikke KAN søge andre mennesker, fordi de er isolerede derhjemme både socialt og arbejdsmæssigt. Og når følelsen kommer med impulsen om at søge fællesskabet og andre mennesker, og man ikke kan komme nogen steder hen, ja så rammer tristheden, apatien, ked-af-det-heden," siger hun.
Derfor foreslår Catrine Rasmussen, at vi gør noget for at transformere den følelsesmæssige energi til konkret handling, så den ikke æder os op som en anden "lock-down kannibal". Men hvordan gør man lige det i disse lukkede tider, hvor vi er så isolerede. Det har hun en række konkrete
Catrines gode råd mod ensomhed og corona-tristesse
Det bedste er selvfølgelig at have nogen at snakke med.
- Så ræk ud til kollegaer, venner, familie over Facetime, Messenger, Teams, Skype, Zoom eller telefon. Spis evt. virtuel frokost sammen. På nogle arbejdspladser kan man igennem sundhedsforsikringen få tilskud til en psykolog, hvis der er brug for at tale med en professionel.
- Når der åbnes lidt op igen, så book fx en massage, kropsbehandling eller en omgang zoneterapi, hvis du er alene, og derfor slet ikke bliver rørt ved. Fysisk berøring frigiver stoffer som oxytocin (også kendt som "kærlighedshormonet"), som får os til at føles os godt tilpas og forbundet med andre.
- Brug dagslyset ved at gå en tur på minimum 20 minutter om morgenen (Mindre er bedre end ingenting), så du får det tidlige morgenlys ind i øjnene.
- Skriv taknemmelighedsdagbog hver dag eller find i hvert fald på 3 ting hver dag, som du er taknemmelig for, så du flytter fokus væk fra dét, du ikke har lige nu og hen på dét du har. Måske har du stadig dit job i en tid, hvor mange har mistet det. Taknemmelighed booster produktionen af serotonin, som er et stof, der giver indre velvære.
- Brug lidt tid hver dag på at tænke tilbage på situationer i dit liv, der var dejlige, sjove, behagelige, fantastiske osv., så vil din hjerne belønne dig ved at reproducere de følelser, du havde dengang.
- Se sjove film eller Youtube-klip, der får dig til at grine hver dag. Latter er en god modgift til tristhed. Mine favoritklip på Youtube er fra Graham Norton-show, de får altid mig til at smile og grine.
- Meld dig ind i FB-grupper med ligesindede. Jeg har faktisk fået en ny veninde i 2020 via en FB-gruppe, hvor vi begge var. Vær opsøgende og ræk ud!
- Begynd at vinterbade. Ja det er p.....-koldt og grænseoverskridende i starten, men det gør noget godt for krop og sind, og det er svært at føle sig apatisk og trist, når man kommer op af det iskolde vand og begynder at få varmen igen.
- Kom i bedre form. Jeg har i 2020 brugt en app, der hedder "7 minuts". Lav yoga derhjemme med andre online. Gå en tur i frokostpausen. Måske kan du finde nogen, der bor i nærheden, som du kan gå en tur sammen med. Du kan også danse hjemme i stuen til din yndlingsmusik. Det booster humøret!
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her