

Se billedserie
Større, bedre og endnu mere hyggelig.
Vedbæk Havnedag overgik sig selv i søndag, hvor dagen oven i købet kunne fejre 10 års jubilæum. Frederiksborg Amts Avis var med i nogle timer, og alle, avisen mødte, var meget begejstrede. Blandt andre Frederikke Storm og Mille Staufeldt fra Charlottenlund:
- Det er første gang, vi er her. Vi havde fået arrangementet anbefalet af en af min mors veninder, der skulle have en loppestand her i dag. Og vi er glade for, at vi kom. Der er »sygt« mange ting at se på og deltage i, lyder det fra Frederikke, der bliver suppleret af veninden:
- Det bedste er næsten, at her er virkelig hyggeligt. Stemningen er rigtig god, så vi kommer helt sikkert igen til næste år - medmindre det virkelig regner, kommer det med et smil fra Mille.
Dagen begyndte allerede klokken 09.00 med gratis morgenbord ved Vedbæk Vikingelaug. Herefter begyndte en stadig tilstrømning af mennesker frem mod en af publikumsmagneterne - »Water Run«, der er et stafetløb i vandet ved Nordstranden.
- Waterrun er kommet for at blive. Det er en konkurrence, men det er ikke det, der er det vigtige. Det centrale for Waterrun er, at publikum får god underholdning, og det fik de. For alle pengene, selvom alt er gratis, understreger Lars Wiskum, der er formand for Foreningen Vedbæk Havnedag overfor Frederiksborg Amts Avis.
Han oplyser, at det for ham var helt specielt, at han op til dysten fik en mail fra den amerikanske ambassade:
- Jeg troede, det var en joke, men den var god nok. Nogle ansatte på ambassaden havde set Waterrun sidste år, og de skrev derfor og spurgte, om de måtte stille med et eller to hold i år. Selvfølgelig måtte de det. Og naturligvis kom de på bedste amerikanske manér med høje Stars and Stripes hatte på. De vandt prisen for bedste udklædning, fortæller Lars Wiskum.
Selve konkurrencen blev vundet af ansatte fra havnens restaurant Nautilus, mens andenpladsen gik til Holte Atletik foran Rosenhuset.
Læs meget mere i Frederiksborg Amts Avis mandag...
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her