25. oktober 2021
Børne- og Skoleudvalgets partier kommenterer et åbent brev fra 55 forældre på Søholmskolen afdeling Toftevang. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard
Børne- og Skoleudvalgets partier kommenterer et åbent brev fra 55 forældre på Søholmskolen afdeling Toftevang. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politikere klar til møde med forældre om Toftevang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politikere klar til møde med forældre om Toftevang

Rudersdal Avis har bedt partierne i Børne- og Skoleudvalget forholde sig til læserbrev fra 55 forældre, som har mistet tålmodigheden med ledelsen på Toftevang.

Rudersdal - 13. oktober 2021 kl. 11:45
Af Mikkel Brøgger Petersen

I et læserbrev i sidste uges udgave af Rudersdal Avis udtrykte 55 forældre med børn på Søholmskolen afdeling Toftevang bekymring for skolens udvikling.

"Vi forældre og børn på matrikel Toftevang har siden sammenlægningen blev en realitet oplevet over 20 medarbejdere inklusiv hele resten af ledelsen forlade skolen. Det er over halvdelen af skolens lærer- og pædagogkræfter. I stedet har vi fået en fjern og fraværende ledelse. vi savner, at den udviser interesse for skolens DNA og traditioner...

Børnene har samtidig oplevet stor diskontinuitet med mange lærerskift og midlertidige vikarer som følge af de mange opsigelser. Vi forældre har gentagne gange forsøgt at få en konstruktiv dialog med ledelsen, men vi oplever manglende forståelse for vores bekymringer og modtager uklare svar. Vi har nu mistet tålmodigheden," skriver man blandt andet og opfordrer til et møde om, hvordan man sikrer Søholmskolens fremtid.

Rudersdal Avis har spurgt partierne i Børne- og Skoleudvalget, hvad man tænker om indholdet i læserbrevet, og om man er villig til at mødes med forældrene.

Alle partierne er klar på at mødes med forældrene. Her er, hvad partierne tænker om læserbrevet.

Venstre

Udvalgsformand Daniel E. Hansen:

"Jeg lytter til synspunkterne, men er også bevidst om, at uroen i høj grad drives af Lokallisten. Jeg synes, de skal holde op med at bruge Toftevang i deres valgkamp. Det er urimeligt overfor skolen og medarbejderne. Min opfordring går klart på, at vi i fællesskab bakker op om den nye skole, skoleledelsen og skolebestyrelsen, så der bliver ro, og tager dialogen på fornuftig vis i de fora, hvor den hører hjemme," siger han.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiets Kristine Thrane:

"Præmissen for læserbrevet er ikke korrekt. Folk stod ikke længere i kø for at komme ind på Toftevangskolen - det var blandt andet derfor vi satte gang i skolestrukturprocessen med inddragelse af både skolebestyrelser, lærere og elever. Toftevang var derimod yderst udfordret, elevtallet var faldende, der var end ikke elever nok til at danne to 0-klasser tilbage i 2019. Økonomien hang ikke sammen, den var lukningstruet. Redningen var og blev at sammenlægge den med Bistrup - en løsning skolebestyrelsen selv pegede på. Resultatet er at Søholmskolen i dag har overskud, at det er en skole mange er glade for og at eleverne kommer ud med gode resultater," siger hun og tilføjer:

"Vi har i Socialdemokratiet fuld tiltro til ledelsen på Søholmskole og bakker 100 procent op. Vi ved, at der er afholdt dialogmøder hver anden uge, for alle der ville tale med ledelsen. Det er sørgeligt, at en gruppe forældre med hjælp fra Lokallisten bruger skolen i valgkampen på denne måde. Vi er meget bekymrede for eleverne og lærerne, der faktisk gerne vil skolen, de har brug for ro - så tal skolen op og ikke ned."

Radikale

Court Møller fra Radikale:

"Jeg vil i mit møde med forældrene blandt andet være nysgerrig på at høre, hvordan forældrene har taget en dialog med skolebestyrelsen og skolens ledelse. Det er jo skolebestyrelsen, der er skolens øverste ledelse, hvorfor det vil være naturlig at tage en dialog med denne kreds først," siger han og fortsætter:

"Det er vigtigt at huske, at skolebestyrelsen på Toftevangskolen, i mange måneder, mens skolestrukturen blev drøftet, netop talte for, at resultatet af skolestrukturarbejdet ville blive en sammenlægning af Toftevangskolen og Bistrupskolen. Og som bekendt blev det resultatet," siger han.

Konservative

Christoffer Buster Reinhardt siger:

"Det er dybt bekymrende, og det skal tages alvorligt, når 56 ud af 59 kontaktforældre på en skole retter en bekymringshenvendelse til kommunalbestyrelsen. De opfordrer til et dialogmøde, og det synes jeg er en god ide, og jeg er klar til at mødes med dem," siger han og fortsætter:

"Vi stemte nej til skolesammenlægningerne, fordi det er vigtigt med lokale skoler med lokal ledelse, der bevarer traditioner, kulturen og ånden. Og læserbrevet fra forældrene understreger bare behovet for en grundig evaluering fra matrikel til matrikel for at se, om det har været den succes, som flertallet, der vedtog skolesammenlægningerne, påstår. Man skal ikke have kendt meget til Toftevang for at kende til den særlige musikalske og kreative ånd, så det er umådelig trist, hvis det forsvinder, for det er om noget en del af skolens DNA."

Lokallisten

Og til slut Lokallistens Trine Dybkjær:

"Lokallisten synes brevet fra forældregruppen er meget sobert og giver udtryk for en oprigtig bekymring for udviklingen på skolen og deres børns trivsel både nu og på sigt. Brevets alvor kommer jo også til udtryk ved, at det - som vi har forstået - er fra forældrerepræsentanter fra stort set alle klasser på skolen i modsætning til de bekymringer, der tidligere på året er kommet frem fra enkelte forældre om situationen på skolen. Bekymringer, som i øvrigt også udtrykkes under private former af forældre på andre af de sammenlagte skoler," siger hun.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?