
Lone Illum forsøgte over to dage og et tocifret antal telefonopkald at booke en vaccinationstid til sin gamle far. Det lykkedes hende ikke
Vi er mange, som glæder os til at få et brev med tilbud om at blive vaccineret mod covid19. Nogle af os har så længere udsigter end andre.
For rigtig mange, som har modtaget en invitation, har det dog også været en frustrerende oplevelse. For det kan nemlig være pokkers svært at booke en tid.
Det har Lone Illum fra Birkerød måttet sande på den hårde måde, da hun i den forgangne weekend forsøgte at booke en tid til sin far, som også bor i Birkerød.
"Min far er over 90 år, men han bor ikke på plejehjem, så han har lige fået indkaldelsen pr brev. Han har ikke NemID, så han er nødt til at forsøge at få en tid ved en telefonopringning," fortæller Lone Illum.
Det forsøger hendes far i første omgang selv, men han har svært ved at navigere i systemet og giver hurtigt op.
Han har heldigvis en ihærdig datter, som gerne vil hjælpe ham.
"Det skal jeg jo nok overtage, og så starter jeg med at ringe i fredags op til flere gange inden for åbningstiden på det nummer, han har givet mig. Det ringer jeg til en masse gange, og får så at vide, når jeg endelig er kommet igennem, efter at have svaret på en række spørgsmål, at "der er så mange, der ringer i øjeblikket. Du må ringe tilbage på et senere tidspunkt inden for vores åbningstid," siger Lone Illum, som forsøgte adskillige gange flere om fredagen, inden hun gav op.
"Om lørdagen sidder jeg så klar ved telefonen klokken otte, når telefonerne åbner. Det første jeg hører er: "Der er mange, der ringer i øjeblikket." Og det bliver så ved hele dagen. Jeg når at ringe op 13 gange, og hver gang jeg kommer rækken af spørgsmål, bliver der sagt, at jeg skal ringe igen på et senere tidspunkt, og så bliver røret lagt på. Det er ikke noget med, at jeg er i kø. Røret bliver lagt på. Da jeg så endelig kommer igennem, klokken 14.02, og røret ikke bare bliver lagt på, så får jeg at vide, at der ikke er flere tider, og at jeg må ringe igen i næste uge," siger Lone Illum, som stadig er hørligt frustreret over telefonen.
Lykkeligvis forsøgte hendes far sig selv endnu en gang om mandagen og kom tilsyneladende af omveje til at tale med et rigtig menneske, som hjalp ham med at booke en tid til vaccination i Hillerød på mandag.
Men selvom det lykkedes for ham, er Lone Illum både frustreret over sin egen oplevelse og bekymret for, om andre i samme situation giver op.
"Jeg kunne godt frygte, at det system er så besværligt, at der er nogen, der simpelthen giver op og ikke får en vaccination. Gamle mennesker som min far, som jo ikke har ret meget i kalenderen for tiden, bare burde modtage en indkaldelse med en dato, en mødetid og en adresse, man skal møde. For alt det bøvl med, at de skal slås for at finde en tid, det er simpelthen en skandale. Jeg har samtidig fra bekendte hørt en række andre historier, som også mildest talt viser, at det ikke er nemt - heller ikke med NemID," siger Lone Illum.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her