
Oscar Preisler fra Holte Ski er netop udtaget til Alpint Junior VM, som afholdes i Bulgarske Bansko fra 1. til 10. marts. Han stiller op i slalom og storslalom. Det skriver Frederiksborg Amts Avis lørdag.
- Oscar er 16 år gammel og går i 11. klasse i highschool - svarende til 2.g. på et dansk gymnasium. Oscar er dansk og taler dansk, men han flyttede til USA med sin familie, da han var tre år gammel, forklarer Jørgen Jørgensen, formand for Holte Ski.
Han fortæller videre, at det unge talent startede med at køre skikonkurrencer, da han var syv år gammel, på en lille bakke (90 meter høj) i det nordlige New Jersey kaldet Campgaw.
- Da Oscar var 12 valgte han at flytte hjemmefra og bo på et skiakademi oppe i bjergene i staten Vermont i det østlige USA. Han går i dag på GMVS (Green Mountain Valley School) som har sit eget bjerg til at træne på. Det hedder Mount Ellen, siger Jørgen Jørgensen.
Oscars forældre bor fortsat lige uden for New York.
Formanden for Holte Ski forklarer, at et skiakademi er en kostskole, der er specialiseret i at kombinere boglig uddannelse med konkurrence skiløb.
- Dagligdagen på et skiakademi er benhård med fysisk træning klokken 07.00 om morgenen efterfulgt at skitræning på bjerget. Efter frokost er man tilbage i skole indtil aftensmaden kommer på bordet. Sidst på dagen har man endnu en fysisk træning, inden den står på lektier. Oscar står i gennemsnit på ski 150 dage om året. Primært i USA, Europa og Sydamerika, oplyser Jørgen Jørgensen.
Selvom Oscar Preisler er bosat i USA har han tætte bånd til det danske skimiljø, hvor han er medlem af og repræsenterer Holte Ski. Han har været fast deltager ved de danske mesterskaber igennem mange år.
- Også i USA er Oscar blandt de allerbedste skiløbere på hans alder, og han bliver ofte inviteret til at træne med det amerikanske landshold. Han er med omkring de danske landshold og skal på baggrund af nogle rigtigt gode resultater repræsentere Danmark ved de kommende Alpine Junior VM i Bansko, Bulgarien, lyder det stolt fra ski-formanden.
Junior verdensmesterskaberne er for de bedste skiløbere op til 21 år - og de største skinationer i verden deltager naturligvis.
- Oscar er stadig kun er 16 år gammel, så derfor er hans mål ikke at vinde - men at komme i top 30. Oscar får støtte fra en række udstyrssponsorer blandt andre Fischer Ski, Giro hjelme og briller, Swix og Level Handsker. Derudover yder Holte Ski også støtte til Oscar, så han blandt andet kan deltage ved Junior VM, slutter Jørgen Jørgensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her