20. november 2019
Foto: Lars Sandager Ramlow
Foto: Lars Sandager Ramlow
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Offer for butiksindbrud: Jeg er gal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Offer for butiksindbrud: Jeg er gal
Opdateret 20. august 2019 kl. 16:12
Rudersdal - 20. august 2019 kl. 14:59
Af Camilla Sørensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Medarbejdere i Synoptik og Birkerød Kaffe og The på Hovedgaden i Birkerød mødte tirsdag morgen ind til ødelagte hoveddøre og mere eller mindre gennemrodede butikker. Omkring klokken 04.30 natten til tirsdag blev de to forretninger nemlig udsat for indbrud.

Det første skete i Birkerød Kaffe og The, hvor alarmen gik kort efter at gerningsmændene havde knust ruden i indgangspartiet.

Lisbeth Christensen, der driver butikken sammen med sønnen Martin Christensen, bor skråt overfor Birkerød Kaffe og The. Hun sprang ud af sengen, da alarmen gik tidligt tirsdag morgen.

- Jeg skyndte mig at tage tøj på og løb over til butikken. Jeg blev så gal over, at nogle mennesker ikke kan lade andre folks ting være og kende forskel på ret og uret, siger Lisbeth Christensen. Hun fortæller, at politiet var på stedet, da hun dukkede op ganske få minutter, efter at alarmen gik.

- Tyvene har været hurtige til at rode butikken igennem for kontanter. Heldigvis har de ikke taget nogle af de værdifulde flasker, vi har stående, siger Lisbeth Christensen, der på trods af et smadret indgangsparti og glas i hele butikken, føler sig lettet og heldig over, at det ikke gik værre. Butikken havde ikke nogle kontanter liggende.

De samme gerningsmænd har formodentlig været spil kort efter hos Synoptik på Hovedgaden i Birkerød. Her var ruden i indgangspartiet ligeledes knust.

Tyvene nåede heller ikke her at tage de store koster med sig, fortæller butikschef Anna Meltz Rasmussen.

- De har stjålet nogle solbriller, men de har formentlig ikke kunne se så meget i butikken. Der gik en røgkanon ved indbruddet, og røgen gør det svært for indbrudstyve at orientere sig i butikken, fortæller Anna Meltz Rasmussen.

Gerningsmændene er formentlig tre mænd, oplyser Nordsjællands Politi i døgnrapporten tirsdag. Den ene beskrives som cirka 20-25 år, 180-185 centimeter høj, almindelig til kraftig af bygning, iført lysegrå hættetrøje med hætten over hovedet, mørke joggingbukser og sorte sko. Den anden er cirka 20-25 år, 180-185 cm høj, almindelig af bygning, iført sort hue/elefanthue, mørkegrå joggingtrøje, lysegrå joggingbukser og sorte sko. Han medbragte en sort papirkurv. Den tredje beskrives som cirka 20-25 år gammel, 190 cm høj, spinkel af bygning, iført sort kasket, lys hættetrøje, mørke stramtsiddende bukser og lyse sko.