25. september 2021
Jørgen Berg er død. Privatfoto
Jørgen Berg er død. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mindeord over forhenværende skoleinspektør Jørgen Berg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mindeord over forhenværende skoleinspektør Jørgen Berg

Jens Bruhn, tidligere overlærer på Nærumgårdskolen/Nærum Skole, skriver:

Rudersdal - 27. juli 2021 kl. 11:33

Nærumgårdskolens forhenværende skoleinspektør Jørgen Berg blev en af mine bedste venner i over 50 år og tillige min chef i mange år.

Jørgen Berg fik et langt virksomt liv, der både var interessant, spændende, men også dramatisk i besættelsesårene.

Jørgen Berg voksede op i en stærkt politisk venstreorienteret og kulturelt engageret håndværkerfamilie i paradiskvarteret i Holte. Skolegangen var henlagt til Øverød Skole og Holte Gymnasium, hvorfra han tog realeksamen i 1942.

Derefter blev Jørgen Berg sat i isenkræmmerlære. Det var på dette tidspunkt, han blev involveret i modstandsgruppen Holger Danske under dæknavnet "Bent Jørgensen". Den modstandsgruppe, som Jørgen Berg her blev en del af, deltog i en lang række sabotageaktioner. "Bent" overlevede Gestapos snigløb på gruppens våbenlager på Godthåbsvej, ved hvilken lejlighed hans gode ven Kaj Ole Hammerich mistede livet. For sin indsats under besættelsen har Jørgen Berg som samfundets tak for sin indsats modtaget Frihedsfodens Hædersgave.

Efter krigen aftjente Jørgen Berg sin værnepligt og blev som menig talsmand i Den danske Brigade udstationeret i Jever i det besatte og sønderbombede Nordtyskland. Efter sin hjemsendelse tog Jørgen Berg en højere handelseksamen. Derfor fik han mulighed for at modtage et legat, så han kunne fortsætte sine studier i England en tid. Noget af en oplevelse for et ungt menneske dér at leve i efterkrigens fattige Storbritannien.

Hjemkommet fra London meldte Berg sig ind i Danmarks kommunistiske Parti, hvor han var et aktivt medlem indtil Ungarnkrisens udbrud i 1956. Samtidigt tændtes lysten for at skifte erhvervsretning. Ændringen blev udmøntet i ønsket om at blive folkeskolelærer og muligheden herfor blev indfriet på Københavns Dag- og Aftenseminarium. Efter fem år her fik Berg i 1956 stilling på Rundforbiskolen i Nærum. Hurtigt viste det sig, at udover at være en god lærer var Jørgen Berg også organisatorisk aktiv inden for skoleverdenen.

Derfor var det nærliggende, at Jørgen Berg i 1963 blev udnævnt til viceskoleinspektør på Nærumgårdskolen. Da stillingen som skoleinspektør blev ledig året efter, ansattes han helt naturligt som skoleinspektør, et hverv han bestred på fornemste vis frem til 1990.

Bergs grundlæggende tro på, at alle mennesker er lige, fortjener lige vilkår og skal behandles med respekt gennemsyrede hele skolens virke både over for eleverne og for personalet. Besindigt fik Berg skolen virke drejet fra at være en traditionel folkeskole til at være et sted, hvor fagligheden naturligvis skulle være i centrum, men også børnenes kreative sider skulle styrkes.

Jørgen Berg havde nemlig den vision, at børnene skulle færdes i smukke omgivelser med moderne dansk møbeldesign og moderne dansk kunst. Resultatet af Bergs bestræbelser kan fortsat beskues på skolens vægge i form af Scherfigs farverige elefanter, Heerups solsikke og dejlig madonna, Trampedachs selvportrætter og så videre. Disse resultater opnåedes i et tæt samarbejde med skolens engagerede lærere. Et tydeligt kulturelt fingeraftryk satte Jørgen Berg, da han tog initiativet til at etablere Søllerød Kunstforening og i sine mange år som foreningens kreative formand. For dette arbejde modtog han Rudersdal Kommunes kulturpris.

Fra 1980 var Jørgen Berg særdeles aktiv i det lokale Socialdemokrati, hvor han var en stor arbejdskraft, når der skulle udarbejdes og skrives valgprogrammer, eller når organisationsforholdene forbedres og valgkampene skulle planlægges.

Mange af Jørgen Bergs oplevelser kan heldigvis fortsat opleves i hans mange fine artikler i Søllerødbøgerne. Her skrev han om "sin" skole, sin tid i Tyskland, om skolens kunst og ikke mindst i samarbejde med sine "socialdemokratiske kolleger" skrev fortællingen om Socialdemokratiets historie i Søllerød Kommune.

Jørgen fik en lang og spændende tilværelse, hvor hans rige evner og de mange resultater han opnåede blev højt respekteret i de mange forskellige kredse, han færdedes i. Mange vil glæde sig over at have arbejdet sammen med Jørgen og derved været med til at skabe en bedre skole, et driftssikkert lokalt socialdemokrati og en fornem kunstformidling til gavn og glæde for kommunens borgere.

Jørgen døde 24. juli næsten 96 år gammel.

Stemmer du til kommunalvalget i år?