5. juni 2020
Rudersdal Kommune har lukket og afspærret skatebanen ved Birkerød Idrætscenter, fordi for mange unge forsamlede sig på banen på en gang. Lukningen ærgrer borgmester Jens Ive (V), som betegner det som kommunens sidste udvej. Foto: Sri Sai Das
Rudersdal Kommune har lukket og afspærret skatebanen ved Birkerød Idrætscenter, fordi for mange unge forsamlede sig på banen på en gang. Lukningen ærgrer borgmester Jens Ive (V), som betegner det som kommunens sidste udvej. Foto: Sri Sai Das
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lukning af skatebane var kommunens sidste udvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lukning af skatebane var kommunens sidste udvej
Rudersdal - 27. marts 2020 kl. 19:37
Af Joram G. Menzer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Skatebanen ved Birkerød Idrætscenter er blevet lukket og spærret af med hegn. Det er sket, fordi for mange unge mennesker forsamlede sig på banen på samme tid.

I første omgang havde mange unge benyttet sig af sidste weekends gode vejr til en tur på skatebanen. Faktisk var der så mange, at det var for mange.

Det fik i første omgang kommunen til at sætte klubmedarbejdere ud ved skatebanen.

- Da vi så, at der kunne blive et problem, bad vi vores klubmedarbejdere, der jo ellers er hjemsendte, om at møde ind og holde styr på skatebanen, siger borgmester Jens Ive (V).

Kommunens tiltag fungerede ifølge Jens Ive i en periode, men i tirsdags klokken 16.30 modtog Nordsjællands Politi så en anmeldelse om, at der var for mange personer på skatebanen på samme tid.

- En patrulje bliver sendt til skatebanen og kan konstatere, at der er alt for mange på banen, så de hiver fat i de unge mennesker og siger til dem, at de ikke skal bruge banen, når der er så mange, siger Jan Hedager, der er leder af vagtcentralen hos Nordsjællands Politi.

Ifølge Jan Hedager var der tale om, at cirka 30 unge, der skønnedes i alderen 5-15 år, benyttede sig af banen.

- I den aktuelle situation anbefaler patruljen, at man lukker skatebanen, og det er patruljens anbefaling på det tidspunkt på grund af øjebliksbilledet derude, men det betyder selvfølgelig ikke, at patruljen bestemmer, at banen skal lukkes fast ned, for det kan de selvfølgelig ikke beslutte, siger Jan Hedager.

Anbefalingen resulterede dog i, at kommunen onsdag morgen satte hegn op omkring skatebanen, og ifølge Jens Ive må man nok regne med, at hegnet bliver stående i hvert fald frem til mandag den 13. april.

Jens Ive forklarer, at lukningen af banen var den sidste udvej for kommunen.

- Vi startede med at håbe på, at det gik alene med skilte og henstillinger. Det gjorde det så ikke, og det kunne vi se allerede om søndagen. Derfor sendte vi klubmedarbejdere derud, og det gik så rigtig godt, indtil politiet kom og bad de unge overholde reglerne. Når nogle af de unge så ender med at ignorere politiet, klubmedarbejderne og forældrene, så har vi kun ét våben tilbage, og det er at spærre banen af, lyder det fra Jens Ive, der ærgrer sig over udviklingen.

- Medarbejderne prøvede at få de unge til at forstå, at det jo er rigtig ærgerligt, at de ikke vil lytte, for de ødelægger det for mange andre unge, som i det her gode vejr har haft rigtig meget glæde af skatebanen og som i øvrigt har lyttet til anvisningerne, siger Jens Ive og tilføjer:

- Så det er meget ærgerligt at en større gruppe ikke vil høre efter, og måske kunne man også have opfordret deres forældre til at sige til dem, at det her altså er alvor, og at der er nogle regler, der skal følges, siger Jens Ive, der slutter med en opfordring til de unge.

- De føler sig måske usårlige, og det er de måske også i denne sammenhæng, men problemet er, at de kan være potentielle smittebærere, så de må have forståelse for, at den smitte de måske bærer, kan være skyld i, at andre bliver rigtig syge. Hovedparten forstår det heldigvis, og det skal man jo også huske at understrege, lyder det fra borgmesteren.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?