17. oktober 2021
Formanden for Byplanudvalget i Rudersdal, Anne Christiansen (Lokallisten) beklager de lange sagsbehandlingstider på byggesager. "I Byplanudvalget har vi stor fokus på at få sagsbehandlingstiderne ned," siger hun. Arkivfoto
Formanden for Byplanudvalget i Rudersdal, Anne Christiansen (Lokallisten) beklager de lange sagsbehandlingstider på byggesager. "I Byplanudvalget har vi stor fokus på at få sagsbehandlingstiderne ned," siger hun. Arkivfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lang ventetid på byggesager i Rudersdal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lang ventetid på byggesager i Rudersdal

Et stort pres på byggesager giver længere sagsbehandlingstider. Det går især udover små byggesager og lovliggørelsessager, da nye huse og erhvervssager har førsteprioritet for kommunen

Rudersdal - 09. marts 2021 kl. 11:46
Af Mikkel Svinth Rødgaard

Sagsbunkerne vokser på de kommunale skriveborde i forhold til byggesager i Rudersdal Kommune.

Det har længe været tilfældet, men problemet er kun vokset, og nu har Rudersdal Kommune set sig nødt til at indsætte ekstra bemanding på for at få håndteret sagspuklerne og få sagsbehandlingstiderne ned.

"Vi må være ærlige at sige, at vi har haft udfordringer i 2020. Det har ført til for lange sagsbehandlingstider. Vi har derfor sat ekstra bemanding på at få afviklet puklen af 2020-sager og forventer at komme i mål her i løbet af foråret," siger formand for Byplanudvalget i Rudersdal Anne Christiansen (Lokallisten) i en pressemeddelelse.

Rudersdal Avis har tidligere beskrevet problemet, specielt i forhold til mængden af lovliggørelsessager, og de mange byggesager gør, at borgerne her i kommunen må væbne sig med ekstra tålmodighed. For sagsbehandlingstiden er steget væsentligt det seneste år.

I 2020 blev der givet byggetilladelse til 198 nye enfamiliehuse i Rudersdal Kommune med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 74 dage. Det nationale gennemsnit i 2020 var på 45 dage. Til sammenligning lå gennemsnittet i 2019 på 48 dage i Rudersdal. For erhvervssager var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 74 dage, landsgennemsnittet var 77 og det nationale servicemål 55 dage.

Stort fokus i udvalget

Ventetiden er ikke kun utilfredsstillende for de mange borgere med uafklarede byggesager, forklarer Anne Christiansen.

"I Byplanudvalget har vi stort fokus på at få sagsbehandlingstiderne ned, og vores første prioritet er nye enfamiliehuse og erhvervssager. Vi har som mål, at nye sager fra 2021 kan leve op til de nationale mål for sagsbehandlingstider," siger Anne Christiansen.

Hun fortsætter:
"Når det er sagt, så forventer jeg ikke, at vi kommer blandt de kommuner, som har de hurtigste sagsbehandlingstider. Vi prioriterer hensynene både til bygherre og naboer. Derfor har vi ofte supplerende krav til bygherre og prioriterer også at høre for eksempel naboer i visse spørgsmål, hvilket meget hurtigt kan tyde tre-fire ugers ekstra sagsbehandling. Herudover har vi mange bevaringsværdige bygninger, der kræver en særlig proces, som samlet kan gøre det vanskeligere at overholde de nationale mål."

Prioriterer erhverv og nye byggerier

Hvis man har søgt kommunen om lov til at bygge til eller venter på en afgørelse om en sag om ulovligt byggeri, må man indstille sig på, at komme bag i køen.

Kommunen prioriterer nemlig andet først. Nye huse og erhvervssager har nemlig haft første prioritet, og de lange sagsbehandlingstider har derfor især ramt mange tilbygningsprojekter og byggeri af udhuse og lignende småhusbyggeri.

"Jeg vil godt på Byplanudvalgets vegne beklage de lange ventetider, som mange har oplevet. Netop her under corona-nedlukningen har mange jo gerne ville videre med deres projekter. Men nu er vi tæt på at have håndteret sagerne fra 2020, så nu lysner det", siger udvalgsformanden og fortsætter:

"For de borgere, hvor det handler om lovliggørelse af eksisterende forhold, vil der stadig være ventetid, da disse sager ofte er komplicerede, og da vores førsteprioritet er tilladelser til folk, der skal bygge nyt. Så ved lovliggørelsessager vil der stadig være ventetid, hvilket vi må bede om fortsat tålmodighed med," siger Anne Christiansen.

Kommunen vil løbende informere om sagsbehandlingtiderne på rudersdal.dk.

Rejser du til udlandet i år?