
27-årige Alexander Friborg, der er tidligere formand for Liberal Alliance i Rudersdal og 2. suppleant til kommunalbestyrelsen, har meldt sig ind i Det Konservative Folkeparti. Det oplyser Det Konservative Folkeparti i en pressemeddelelse.
- Jeg har i et godt stykke tid fulgt Det Konservative Folkeparti, og har taget mig selv i at være mere og mere enig med det konservative projekt, end jeg var med Liberal Alliance, siger Alexander Friborg, der fortsætter:
- Man kan vel kalde det for en lang romance - og nu har jeg endelig fået papir på mit forhold i form af medlemskabet.
Alexander Friborg peger særligt på, hvordan Det Konservative Folkeparti lokalt agerer i Rudersdal som afgørende for ham:
- De har det tydeligvis sjovt, samtidig med at de fører god borgerlig politik og tør lytte til borgerne. Tag bare eksemplet fra hele debatten om skolesammenlægninger (i forbindelse med skolereformen, red.) sidste år. Jeg kan godt lide at der er plads til meninger og debat, siger Alexander Friborg.
På trods af at dåbsattesten kun siger 27 år, har Alexander Friborg et langt politisk CV, som viser, at han blandt andet har været lokalformand for Liberal Alliance, kampagnekoordinator for Anders Samuelsen og en del af Liberal Alliances interne talentprogram i 2018.
Ved kommunalvalget i 2017 fik han 265 personlige stemmer i Rudersdal. Seks kandidater fra andre partier blev valgt ind med færre personlige stemmer.
Flest stemmer fik Alexander Friborg på Nærum Skole, og Nærum har da også en helt særlig plads i hans hjerte.
- Jeg er født og opvokset i Nærum, jeg arbejder med unge på Nærum Ungdomsgård og jeg elsker at løbe i Jægersborg Hegn. Jeg er nok lidt modsat mange af mine jævnaldrende, men jeg kan bestemt ikke holde tanken om at bo i København ud - der er for langt til skov, vand og ro, lyder det fra Alexander Friborg.
Det med at gå sine egne veje har han altid gjort.
Da alle vennerne valgte at gå på Nærum Gymnasium, tog han således den modsatte vej og gik i 10. klasse på det nu nedlagte 10. klassescenter på Mantziusgården i Birkerød.
I løbet af det år begyndte han at holde af byen, så han valgte at fortsætte med at pendle mellem Nærum og Birkerød, da han tog sin studentereksamen fra Birkerød Gymnasium og HF.
I dag læser Alexander Friborg uddannelsesvidenskab, mens han træner for at aftjene værnepligt i Livgarden på Høvelte Kaserne. Drømmen er en officersuddannelse.
- Det er jo i bund og grund en rigtig konservativ uddannelse, griner Alexander Friborg og fortsætter:
- For mig er alting ikke lige godt. Der er nogle værdier som vores samfund bygger på. Der skal være plads til det enkelte menneske, men vi skal også passe på fællesskabet, og det synes jeg konservatismen rummer på en rigtig god måde. Den personlige frihed trives bedst, når vi er enige om rammerne der binder os sammen, siger Alexander Friborg.
Ann Sofie Orth, der er formand for Det Konservative Folkeparti i Rudersdal, glæder sig over tilkomsten.
- Jeg har fulgt Alexander Friborg i en lang årrække og har flere gange tænkt, at han da passede ind hos os. Han er grundborgerlig, flittig og har noget på hjertet. Så jeg ser det som en klar styrkelse af Det Konservative Folkeparti, at Alexander nu er en del af vores hold, siger Ann Sofie Orth.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her