24. september 2021
Jakob Engel-Schmidt startede på Birkerød Gymnasium i 1999. Han betegnede sig selv som en genert ung mand dengang, hvor perioden med Poul Nyrup som statsminister nærmede sig sin afslutning. - Jeg syntes det hele var kørt lidt træt, men jeg syntes til gengæld at Anders Fogh Rasmussens vilje til forandring lød spændende. Samtidig havde jeg nogle enormt dygtige lærere i dansk, historie og samfundsfag, som introducerede mig til nogle af samfundets problemstillinger og til spændende litteratur, siger Jakob Engel-Schmidt. I slutningen af 1.g blev han aktiv i Venstres Ungdom i Birkerød, hvor han nogle år senere blev formand. - Jeg gik i en rigtig god klasse, hvor jeg lærte meget af mine kammerater. I det hele taget har min gymnasie-tid været nogle af de år, der har præget mig mest, når jeg ser tilbage. Det var en skøn tid, understreger Jakob Engel-Schmidt, der nu skal være sekretariatsleder i tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens politiske netværk og mødested.
gallery icon

Se billedserie

Jakob Engel-Schmidt startede på Birkerød Gymnasium i 1999. Han betegnede sig selv som en genert ung mand dengang, hvor perioden med Poul Nyrup som statsminister nærmede sig sin afslutning. - Jeg syntes det hele var kørt lidt træt, men jeg syntes til gengæld at Anders Fogh Rasmussens vilje til forandring lød spændende. Samtidig havde jeg nogle enormt dygtige lærere i dansk, historie og samfundsfag, som introducerede mig til nogle af samfundets problemstillinger og til spændende litteratur, siger Jakob Engel-Schmidt. I slutningen af 1.g blev han aktiv i Venstres Ungdom i Birkerød, hvor han nogle år senere blev formand. - Jeg gik i en rigtig god klasse, hvor jeg lærte meget af mine kammerater. I det hele taget har min gymnasie-tid været nogle af de år, der har præget mig mest, når jeg ser tilbage. Det var en skøn tid, understreger Jakob Engel-Schmidt, der nu skal være sekretariatsleder i tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens politiske netværk og mødested.
Foto: Lars Sandager Ramlow
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jakob er motorrum i Lars Løkkes politiske projekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jakob er motorrum i Lars Løkkes politiske projekt

Tidligere medlem af Folketinget og Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse Jakob Engel-Schmidt er nu sekretariatsleder i Lars Løkke Rasmussens kommende parti. Dermed begynder en ny politisk rejse for den tidligere Venstre-profil, der er vokset op i Birkerød.

Rudersdal - 08. maj 2021 kl. 20:37
Af Lars Sandager Ramlow

En blæksprutte på overarbejde... Nogenlunde sådan kan man beskrive 37-årige Jakob Engel-Schmidts nye job. Han er netop tiltrådt som sekretariatsleder i Lars Løkke Rasmussens politiske netværk og mødested. Jakob Engel-Schmidt sidder i motorrummet på et kæmpe maskineri, der skal resultere i et nyt parti, og hovedpersonen i denne artikel glæder sig:

- Lars har på sin vanlige facon kaldt mig direktøren for det hele. Jeg betragter mere jobbet som en »altmuligmand«. Det er en ny politisk rejse for både Lars og for mig. Vi bevæger os begge ud i ukendt farvand og sætter alt på ét bræt. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg tror på, at Danmark har brug for nytænkning og for at kunne blive bundet bedre sammen hen over den politiske midte, siger Jakob Engel-Schmidt.

Frederiksborg Amts Avis har mødt den 37-årige tidligere Venstre-profil, medlem af Folketinget og Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse i barndomsbyen Birkerød, hvor Jakob Engel-Schmidt blandt andet var formand for VU i Rudersdal, inden han blev landsformand for VU og kom i både byråd og folketing.

- Som sekretariatschef skal jeg blandt andet koordinere og inddrage de mange frivillige, der i virkeligheden er afgørende for at få alt op at køre. Jeg skal stå i spidsen for at åbne et professionelt sekretariat, være med til at udvikle det kommende partis politik, vi skal iværksætte kampagner, skabe en visuel identitet og rejse en økonomi til det hele. Så jeg kommer bestemt ikke til at kede mig. Faktisk kommer jeg til at gå op i timer og ned i løn i forhold til mit seneste job som seniorrådgiver i Rud Pedersen Public Affairs, fortæller Engel-Schmidt.

Jakob Engel-Schmidt er søn af korrespondent Kirsten Engel og Henrik Schmidt, der er indehaver af Birkerød Pottemageri på Tornevangsvej. Henrik Schmidt er en af de sidste uddannede pottemagere i Danmark, og hans lertøj bliver brugt på flere michelin-restauranter, på Dragsholm Slot og på AOC - ligesom det kan købes i Torvehallerne, på Louisiana og på Frilandsmuseet. - Jeg har virkelig vundet i familie-lotteriet med de bedste forældre og søskende. Jeg er vokset op med genbrugstøj og grønt fra nytte- haven. Midlerne har aldrig været store, men det var kærligheden til gengæld, og det har givet mig en helt utrolig tryghed - også i den modgang, jeg helt selv var skyld i for nogle år siden. Jeg mistede alt, men familien elskede mig ubetinget, hvilket også gjorde, at jeg kunne komme videre på en god måde. Jeg skylder mine forældre alt, lyder det fra Jakob Engel-Schmidt. Foto: Lars Sandager Ramlow

Onlinemøde hver onsdag

16.000 borgere er i skrivende stund medlemmer af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nye netværk, der samtidig er blevet et mødested.

- I netværket har vi nu møder online hver eneste onsdag klokken 19.30. Til møderne har vi fokus på de forskellige politikområder, der skal udvikles. Når vi taler sundhed, så deltager læger, sygeplejersker, forskere og patienter i møderne, hvor vi så vender, hvordan tingene kan gøres bedre. At alle deltager skaber en fantastisk energi og inddragelse. Det er en helt ny måde at lave politik på, og det er i øjenhøjde med danskerne, vurderer Jakob Engel-Schmidt.

Han peger på, at det faktisk også var i øjenhøjde med en god del af befolkningen, da Lars Løkke Rasmussen lige op til valgdagen ved sidste folketingsvalg smed det, der blev betegnet som en »bombe«. De politiske iagttagere var stort set enige om, at Løkke fyrede samarbejdspartnerne i blå blok på gråt papir, da han lancerede, at han i stedet ville satse på et samarbejde over midten efter valgdatoen.

Bundet over midten

- Lars Løkke Rasmussen er blevet klandret for måden, han gjorde det på, og det kan man selvfølgelig altid diskutere. Men efter min mening, var det rigtigt set. Uenighederne mellem partierne i både rød og blå blok er store, og Danmark er et for lille et land til ikke at blive bundet sammen over den politiske midte. Det er det, som hele Lars Løkke Rasmussens bevægelse sigter imod, påpeger den nye sekretariatschef.

Han fortsætter:
- Der er brug for en højere villighed til at indgå kompromisser på midten, så fløjene til begge sider ikke får for stor betydning. Der er brug for at finde frem til bredere løsninger. Der er brug for nye politiske konstellationer. Den nuværende regering gør det på mange områder fint, men er meget magtfuldkommen, mens oppositionen er fuldstændig tandløs. Danmark har brug for et parti på midten, der kan sikre borgerlig indflydelse de kommende år under en rød regering, vurderer Jakob Engel-Schmidt.

Han begyndte som politisk aktiv på Birkerød Gymnasium og har i sine første 37 år viet en stor del af sin tid til politisk arbejde.

Som ung arbejdede Jakob Engel-Schmidt som opvasker og siden tjener på Birkerød Kro hos Allan og Susanne Hansen, der i dag driver Restaurant Skovhus ved Hørsholm. - På kroen lærte jeg, hvad det vil sige at bestille noget under gode rammer. Jeg lærte ansvar, disciplin og værdien af hårdt arbejde - også på skæve tidspunkter. Tonen var hård, men kærlig, og jeg lærte også, hvornår jeg skulle holde mund, hvilket jeg aldrig har været god til, lyder det med et bredt smil. De samme ting lærte Jakob Engel-Schmidt også i hæren, hvor han blev uddannet sergent i Sønderborg, løjtnant i Varde, inden han selv fik ansvaret for et hold værnepligtige på Sjælsmark Kaserne ved Hørsholm. - Hæren lærte mig at målrette min indsats, og jeg fik en fantastisk lederuddannelse, som jeg har har haft masser af gavn af i mit øvrige liv. Foto: Lars Sandager Ramlow

I brede kredse var der enighed om, at Jakob Engel-Schmidt var et stort politisk talent, og han blev spået en stor fremtid i Venstre og i dansk politik. Men så gik det galt.

Fejl kostede alt

Den 6. februar 2018 kom det frem, at den på det tidspunkt 34-årige politiker var blevet frakendt kørekortet for at køre bil med rester af kokain i blodet. Dagen efter mistede han sin stilling som underdirektør på Niels Brock.

- Man går ikke gennem livet uden at begå fejl. Jeg begik en kæmpe fejl, og det kostede mig alt. Men det vigtige her er, synes jeg, at man tager ved lære af sine fejl, siger ordentligt undskyld og så kommer videre på den bedst mulige måde. Jeg har blandt andet holdt en del foredrag om, hvordan man kan smadre sin egen karriere. Jeg håber, andre også kan lære af mine fejl, og samtidig er det vigtigt ikke at blive bitter. Jeg har kun haft mig selv at bebrejde. Det er rigtig slemt, men på et tidspunkt må man også videre. Jeg er blevet klogere og mere moden, og nu glæder jeg mig til et nyt politisk liv, forklarer Jakob Engel-Schmidt.

Selvom han understreger kraftigt, at han er blevet mere moden, så føler han sig også lidt som en teenager igen:

- Jobbet som sekretariatschef, og hele den politiske bevægelse Lars Løkke Rasmussen har sat i gang, får det til at boble inden i mig. Jeg er sprængfyldt af energi og nysgerrighed. Derfor vil jeg nu bruge alle mine kræfter på at skabe en succes. Jeg glæder mig til at sætte mig i jobbet som sekretariatschef og som blæksprutte. Jeg får i hvert fald armene i lidt af hvert, lyder det med et smil.

Jakob Engel-Schmidt er vokset op i Birkerød og bor i dag i Lyngby-Taarbæk Kommune. Foto: Lars Sandager Ramlow

Kort om Engel-Schmidt

  • Født: 24 oktober 1983 i Birkerød
  • Uddannelse: Parkvejskolen 1999, Birkerød Gymnasium 2002, Officer af reserven Kongen artilleri på Sjælsmark Kasserne 2004 samt Cand-merc international business CBS & Aschroft Int business School 2010.

Karriere kort:

  • 2009-2011: Landsformand for VU
  • 2009-2011 Markedsrådgiver i Dansk Industri
  • 2012-2013: Direktør i Dansk Iværksætterforening
  • 2013-2015 MF Venstre
  • 2014-2018: Medlem af Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse
  • 2015-2016 Uddannelsesdirektør på Niels Brock
  • 2016-2018: MF Venstre
  • 2019-2021: Public Affairs Director, Rud Pedersen A/S
  • 2021-: Sekretariatsleder for Lars Løkke Rasmussens politiske netværk

Stemmer du til kommunalvalget i år?