19. november 2019
Ved kommunalvalget i november 2017 fik Kirstine Tofthøj og Jacob Netteberg begge 233 personlige stemmmer. Derfor skulle det afgøres ved lodtrækning, hvem af dem, der skulle følge gruppeformanden Court Møller ind i kommunalbestyrelsen. Her trak Kirstine Tofthøj det længste strå. Foto: Lars Sandager Ramlow
Ved kommunalvalget i november 2017 fik Kirstine Tofthøj og Jacob Netteberg begge 233 personlige stemmmer. Derfor skulle det afgøres ved lodtrækning, hvem af dem, der skulle følge gruppeformanden Court Møller ind i kommunalbestyrelsen. Her trak Kirstine Tofthøj det længste strå. Foto: Lars Sandager Ramlow
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jacob Netteberg får pludseligt plads i byrådet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jacob Netteberg får pludseligt plads i byrådet
Rudersdal - 19. juni 2019 kl. 17:07
Af Camilla Sørensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Fra første juli er Kirstine Tofthøj (R) ikke længere i kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune til at sætte sit præg på de politiske beslutninger. Hun har nemlig valgt at fratræde sin folkevalgte stilling i kommunalbestyrelsen, hvor hun blandt andet har fungeret som næstformand for Erhvervsudvalget.

I stedet går pladsen til partifællen Jacob Netteberg, der i år har ført valgkamp op til folketingsvalget uden dog at komme ind. Ved kommunalvalget i 2017 fik Kirstine Tofthøj og Jacob Netteberg lige mange stemmer (233 helt præcist), og det blev efterfølgende afgjort ved lodtrækning, at det var Kirstine Tofthøj, der skulle sætte sig i rådssalen sammen med gruppeformanden Court Møller, der selv havde fået 537 personlige stemmer.

Ærgerlig over fratrædelse
Det er af personlige årsager, at Kirstine Tofthøj nu har besluttet at trække sig fra kommunalbestyrelsen og Radikale Venstres gruppe.

- Det har været et stort privilegie at sidde i kommunalbestyrelsen og være med til at forme rammerne for børn og unge i vores kommune. Men jeg må efter svære overvejelser erkende, at det ikke er muligt for mig at forene det politiske arbejde med mit civile job og med livet som småbørnsmor, siger Kirstine Tofthøj i en pressemeddelelse.

Radikale Venstres gruppeformand Court Møller er ærgerlig over, at Kirstine Tofthøj nu forlader kommunalbestyrelsen.

- Kirstine har udført et kæmpe arbejde i det kommunalpolitiske arbejde. Vi har haft et fortrinligt samarbejde, og det vil jeg sige hende tusind tak for. Jeg har stor respekt for hendes beslutning, der bestemt ikke er nem, siger Court Møller.

Han påpeger, at de må se fremad nu, og han ser frem til at arbejde sammen med Jacob Netteberg, som han ikke er tvivl om kommer til at løfte opgaven.

- Jacob skal selvfølgelig lige ind i opgaverne. Han har været en del af kommunalbestyrelsens følgegruppe og derfor været tæt på det politiske arbejde og de politiske beslutninger, der er truffet, så han har allerede et godt kendskab til arbejdet, siger Court Møller til Frederiksborg Amts Avis.

Spændt på nye opgaver
Jacob Netteberg er glad for muligheden og spændt på de mange nye arbejdsopgaver, der venter ham.

- Jeg er rigtig spændt på at blive en del af kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune. Det kommer jo lige oven på en intens valgkamp til Folketinget, så det hele føles lidt surrealistisk lige nu. Det er bare et bevis på, at intet er endegyldigt i politik, siger han.

I forbindelse med udskiftningen vil Radikale Venstre anmode Kommunalbestyrelsen om en ændret konstituering, så Court Møller indtræder i Børne- og Skoleudvalget, Skolestrukturudvalget og Udvalget for sårbare børn og unge. Jacob Netteberg ønskes ind i Social- og Sundhedsudvalget samt Erhvervsudvalget.

Det er to politiske områder, han glæder sig til at prøve kræfter med.

- Jeg har frivilligt arbejdet med flygtninge og integration og arbejder desuden som iværksætter, og jeg synes, de politiske emner i Social- og Sundhedsudvalget og Erhvervsudvalget er rigtig spændende. De har min store interesse, fortæller Jacob Netteberg.

Han føler, han kan overtage pladsen fra Kirstine Tofthøj med god samvittighed.

- Det er rart at tænke på, at vi fik lige mange stemmer ved sidste kommunalvalg, så jeg føler, at pladsen er fuldgyldigt fortjent, understreger han med et smil.