
Borgerne i Holte er lidt ekstra vigtige eller ekstra syge. Det føler de i hvert fald selv lige for tiden, hvor de gerne vil foran i køen for at få en vaccine mod corona, siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation, PLO.
En lang række mennesker henvender sig ifølge direktør for PLO (Praktiserende Lægers Organisation, red.) Jonatan Schloss til lægerne for at blive skrevet op til at få en vaccine mod corona, skriver dr.dk.
Men der er ifølge PLO-direktøren ikke tale om et fænomen, der er lige udbredt alle steder i landet.
- Hvis man tager til Holstebro, er der ikke så mange, der ringer. Men i Holte og Gentofte er der rigtig mange mennesker, der ringer. Det lader til at være lidt et by-fænomen. Her synes folk, at de er lidt ekstra syge eller ekstra vigtige, siger Jonatan Schloss til dr.dk.
Selv om det kan opfattes som en lidt kuriøs sag, kan de mange opkald faktisk skabe udfordringer for de praktiserende læger - og patienterne ikke mindst.
- Det betyder, at de syge har svært ved at komme igennem, fordi telefonerne bliver blokeret, siger Jonatan Schloss til dr.dk.
Ifølge direktøren hænger problemet naturligvis sammen med omfanget af personer, der ringer og mener, at de er ekstra syge eller ekstra vigtige og dermed fortjener at få den royale behandling og en forlomme i køen til vaccinen.
- Når tilpas mange danskere gør det, så skaber det problemer, siger Jonatan Schloss til dr.dk.
Vaccinationen af danskerne kommer til at foregå efter en prioriteret liste, hvor det i første omgang var beboerne på landets plejehjem, der fik tilbudt vaccinen. De næste i køen er de øvrige personer i risikogruppen og ansatte i sundhedsvæsenet.
Myndighederne er ifølge Jonatan Schloss i besiddelse af alle de relevante informationer om borgerne, så de ved godt, hvem der skal vaccines hvornår og hvorfor.
- Vi ved godt, hvem der har hjerte- og lungesygdomme, og hvor gamle folk er. Alt det ligger i centrale IT-registre. Så folk behøver ikke at ringe ind, siger Jonatan Scholss ifølge dr.dk.
Hos patientforeningen Danske Patienter kalder formand Klaus Lunding ifølge dr.dk opførslen for »rigtig, rigtig dårlig stil«.
- Jeg er næsten ked af at sige det, men det her er jo en del af vores folkesjæl. Vi kan godt forstå, at nogen skal prioriteres, men man synes alligevel, at man selv skal prioriteres endnu højere. Det kunne være den grimme udlægning af det, siger Klaus Lunding til dr.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her