
Venstre i Rudersdal har holdt generalforsamling. Her blev Gitte Rasmussen genvalgt som formand i Venstre Rudersdal.
Gitte Rasmussen har været formand siden 2005, da foreningen blev stiftet i forbindelse med kommunesammenlægningen og Venstre i Rudersdal har blandt andet ansvaret ved kommunalvalgene. Gitte Rasmussen er desuden formand for Venstre i Rudersdalkredsen, som har ansvaret ved folketingsvalgene. Derudover er hun medlem af Venstres Hovedbestyrelse og Venstres udviklingsudvalg.
- Det er mange poster, men det hænger rigtig godt sammen. Det er vigtigt at være aktiv i Venstre og dermed orienteret, når vi både har borgmesterposten ved Jens Ive og folketingsmedlem ved forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Jeg er meget glad og stolt for valget og dermed tilliden fra Venstre i Rudersdals generalforsamling, lyder det fra Gitte Rasmussen.
Efter generalforsamling havde venstre arrangeret et politisk debatmøde i Rådssalen på Rudersdal rådhus. Her havde over 100 borgere valgt at komme. Mødet var åbent for alle. Første fortalte borgmester Jens Ive om det kommunalpolitiske arbejde. Derefter var der et indlæg fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og miljø-og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Begge kom ind på det forestående folketingsvalg, og hvilke aktuelle emner dansk politik arbejder med i øjeblikket.
Desuden fortalte Jakob Ellemann-Jensen, hvorfor han har valgt at flytte til Rudersdal. Det var ikke svært. Rudersdal er nemlig i hans øjne en veldrevet kommune med skønne grønne områder, skov, vand og strand.
Politikerne svarede også på spørgsmål fra salen. Her var emnerne alt fra blandt andet skolestruktur, pesticider og drikkevand, udligningsordningen og grundskyld til forbyggende sundhed, sundhedsreformen og tidligere pension for nogle.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her