
Tre fremmede mænd dukkede uopfordret op på en privatadresse på Savværksvej i Holte, hvor de tilbød at reparere nogle ødelagte teglsten mod betaling, oplyser Nordsjællands Politi.
Inden beboeren nåede at takke ja eller nej, havde de stillet en stige op og var gået i gang med at skifte teglsten. Prisen på opgaven blev efterfølgende oplyst til at være 20.000 kroner.
Politiet modtog anmeldelsen om forholdet klokke 12.17 og sendte en patrulje til stedet, hvor en udenlandsk dreng på 16 år og en udenlandsk mand på 20 år blev anholdt og sigtet for overtrædelse af markedsføringsloven.
Nordsjællands Politis råd til den slags henvendelser lyder: Hold dig fra at bruge deres ydelser. Hvis nogen uopfordret banker på din dør og forsøger at sælge dig noget, skal du:
o Afvise dem
o Hvis muligt notere dig et signalement af personerne og den bil, de er ankommet i
o Ringe 1-1-4 og anmelde det
Laver du alligevel en aftale med håndværkerne, og arbejdet ikke lever op til det aftalte, så er der ikke længere tale om en opgave for politiet, selvom de har henvendt sig ulovligt.
Der er derimod tale om et såkaldt civilt søgsmål, hvor du selv skal hive dem i retten. Det plejer dog at være svært, fordi de ofte efterfølgende ikke er til at opstøve - sig derfor blot nej tak til deres tilbud.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her