27. juli 2021
Med rydningen af den centrale udkigskile, har man en fin udsigt til D. Herholdts engelsk inspirerede herresæde fra 1864. Enrums historie går dog helt tilbage til 1700-tallet, fortæller Axel Bredsdorff, der er formand for Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen og som arrangerer guidede lokalhistoriske ture. Foto: Lars Sandager Ramlow
gallery icon

Se billedserie

Med rydningen af den centrale udkigskile, har man en fin udsigt til D. Herholdts engelsk inspirerede herresæde fra 1864. Enrums historie går dog helt tilbage til 1700-tallet, fortæller Axel Bredsdorff, der er formand for Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen og som arrangerer guidede lokalhistoriske ture. Foto: Lars Sandager Ramlow
Foto: Lars Sandager Ramlow
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fotos: Landstedet Enrum - Historiens vingesus ved Strandvejen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Fotos: Landstedet Enrum - Historiens vingesus ved Strandvejen

Frederiksborg Amts Avis og Sn.dk sætter fokus på de kulturelle oplevelser rundt i kommunerne. Axel Bredsdorff, der arrangerer guidede lokalhistoriske ture, fortæller i dag om landstedet Enrum og dets omgivelser i Vedbæk - et besøg værd.

Opdateret 15. marts 2021 kl. 14:04
Rudersdal - 15. marts 2021 kl. 05:36
Af Lars Sandager Ramlow

Bilerne på Strandvejen passerer mod både nord og syd ud for Vedbæk Havn. Ikke en eneste bilist ænser, at der skråt overfor stranden syd for havnen er en lille havelåge, der fører ind i skoven og ind til en meget vigtig del af hele områdets historie og udvikling.

arrow Læs også: Søllerød Kirke: Engang snød præsten bønderne til druk

Frederiksborg Amts Avis har mødt Axel Bredsdorff ved havelågen. Udover at være formand for Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen, arrangerer han også guidede lokalhistoriske ture.

- Samvirket mellem det dengang ret beskedne fiskerleje Vedbæk og de hovedrige landstedsejere fra Hovedstaden er interessant, fordi denne umage konstellation gav Vedbæk-området en særlig udviklingsmulighed, fortæller Axel Bredsdorff, mens vi går de første skridt ind i skoven.

Én af de Tengnagels mere spøjse ideer var at lave et monument om den svenske krigerkonge Carl 12., der skulle være gået i land i Vedbæk og drukket af kilden. Intet kunne være mere forkert. Han udskibede sin hær fra Vedbæk, da han fandt ud af angrebet på København i 1700 var nyttesløst, da de internationale alliancer var ændret. Foto: Lars Sandager Ramlow

Væk fra Hovedstaden

Fra omkring midten af 1700-tallet opstår det ene »landsted« efter det andet for det velstående borgerskab fra København, som søgte at komme væk fra de uhumske forhold i Hovedstaden om sommeren.

- Fra Skodsborg til Vedbæk ligger Aggershvile, Rolighed, Enrum og Bakkegården, der siden blev til Bakkehuset. Og dertil et par mindre landsteder Sølyst og Rosenlund, der også kan findes langs Strandvejen, oplyser Axel Bredsdorff.

Et skud vitaminer

Han peger på, at tilstedeværelsen af hovedrige handelsfolk, finansfolk og beslutningstagere gav det lille lokalsamfund et skud vitaminer, der fik betydning for fiskernes indtægtsmuligheder, for etableringen af et kapel i området (Vedbæk Kirke, red.), besejlingen af Vedbæk med rutebåd fra København og skabelsen af Vedbæk Havn.

- Ikke mindst tre familier bidrog til udviklingen. Familien Hvidt fra Bakkehuset, familien Danneskiold-Samsøe fra Enrum, og dynastiet Grøn fra Rolighed, og i forhold til at etablere kirke og havn kan deres bidrag slet ikke overvurderes, understreger Axel Bredsdorff.

De tre store landsteder leverede kapital, jord og ikke mindst verbal støtte til områdets udvikling - måske af egennyttig interesse - men også til områdets almene gavn, påpeger han i samme åndedrag.

Stenhuggeren havde en dårlig dag, da han skulle ridse årstallet ind i marmortavlen, og da han først var startet med »MD« har nok indset, at det måtte ende galt med en helt skæv placering af årstallet 1786... Foto: Lars Sandager Ramlow

Spændende historie

I det samme når vi til en ryddet allé, hvor man fra stien kan se op til hovedbygningen af Enrum.

- De nuværende ejere har ryddet alléen, så man som tidligere får det dybe kig ned gennem skoven, ned til Wewers vase, fortæller formanden for Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen, mens han peger.

- I min optik er historien om Enrum den mest spændende her på egnen. Især fordi den giver et fint overblik over Danmarkshistorien. Enrum var i begyndelsen af 1700-årene en beskeden fæstegård, som i 1733 bliver givet af kronen til en kammertjener, der opfører et lille landhus på stedet. 12 år efter overtager Michael Fabritius, efter at den tidligere ejer var faldet i kongelig unåde, lyder det med et skævt smil, inden Axel Bredsdorff fortsætter:

Spredt i og omkring området findes oplysningstavler om de kultur-historiske highlights. Her læser Axel Bredsdorff om Wewers Vase. Foto: Lars Sandager Ramlow

Tæt på Struensee

- Han døde tidligt, og herefter var det især hans enke og deres søn, der kom til at præge stedet. Sønnen Conrad Alexander Fabritius og hans hustru skulle blive tæt knyttet til Struensee og dronning Caroline Mathilde. Det var jo meget godt med den tætte forbindelse, lige indtil Struensee og Caroline Mathildes blev »opdaget«. Og måske var det politisk tæft den gang, men i hvert fald undgik Conrad Alexander Fabritius og fruen med nød og næppe at blive en del af det voldsomme fald. Faktisk blev Conrad adlet som »de Tengnagel«, forklarer Axel Bredsdorff.

de Tengnagel ønskede at skabe en »engelsk romantisk have«, der i hvert fald på sigt, skulle være de Conincks have ved Dronninggård i Holte overlegen.

I dag er det en faldefærdig ruin, men en gang et stolt orangeri, hvor familien Hindberg i generationer dyrkede grøntsager til Danneskjold-Samsøe-familien. Det må på det kraftigste frarådes at gå ned i ruinen, da murværket flere steder er faldefærdigt. Foto: Lars Sandager Ramlow

- Han sørgede for blandt andet »Carls Kilde« og »Venskabsmonumentet«, der stadig findes her i skoven i dag. Det er pudsigt - her på historiens afstand - at registrere, hvordan den maskuline tilbøjelighed til at overgå sin nærmeste rival og ven kan betyde så meget, konstaterer Axel Bredsdorff med et smil.

Ekstra lokal krølle

Skiftende ejere på Enrum leder historien frem til den anden store ejer »Dannenskiold-Samsøe« -slægten, der ejer Enrum i årene 1845-1939.

- Denne slægt har en lokal krølle: Sophie Amalie Moth, der var søster til Mathias Moth (Mothgården i Søllerød, red.), blev indsat som Chr. 5.´s elskerinde. Hun fødte ham seks børn. De skulle jo forsørges, og de fik i første omgang Samsø som len. Senere fik slægten kontrol over Gisselfeld, Holmegård og et nonnekloster tæt ved som deres indtægt. Alligevel havde de brug for en »sommerbolig«, fortæller Axel Bredsdorff til Frederiksborg Amts Avis.

Det er under disse ejere, at den nuværende bygning, tegnet af arkitekt Herholdt, i engelsk Cottage-stil er opført og som står den dag i dag.

Wevers Vase. På aksen fra Enrum til Frydenlund ligger midtvejs "Venskabsmonumentet" til de Tengnagels gode forretningskompagnon C.V. Wever fra 1784. På grund af jernbanedæmningen er det ikke muligt at se helt vejen til Frydenlund Slot i dag. Foto: Lars Sandager Ramlow

Trotskij fik et hvil

- Familien ønskede ikke at bebo ejendommen i mellemkrigstiden, og her var det, at en privat gæsthus-giver fik prominent besøg: Leo Trotskij var inviteret til foredrag i København for at fortælle om »Sovjetstatens dannelse«. Men det faldt de lokale kommunister så meget for brystet, at han på det nærmeste blev fordrevet fra Idrætshuset. De socialdemokratiske arrangører tilbød ham i stedet et »hvil« på Enrum, inden han måtte fortsætte sin rejse i eksil til Tyrkiet. Siden gik det ham jo så ilde...

Axel Bredsdorff holder en kort pause:

- Det må siges at være den mest prominente gæst i overgangstiden, før Odd Fellow-ordenen overtager Enrum, der i dag er privatejet, som bolig og show-room, slutter Axel Bredsdorff.

Klik på billedet over artiklen og se hele foto-serien...

Udover det kulturelle og historiske - er turen i skoven ved Enrum også særdeles smuk - Her ses Axel Bredsdorff ved Kikhanerenden. Foto: Lars Sandager Ramlow

arrow Rudersdal: Besøg afdød partykonges festgrotte
22. marts 2021 kl. 05:57 Opdateret: kl. 23:29
De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?