21. oktober 2019
Høsterkøb Skole skal lægges sammen med Sjælsøskole. Sådan lyder det blandt andet i forslaget til en ny skolestruktur, som er i høring frem til på mandag. Sammenlægningen er - ifølge forslaget - af ren administrativ karakter, og de to skolematrikler vil således stadig bestå. Ikke desto mindre frygter man på Høsterkøb Skole, at sammenlægningen vil betyde tabet af den helt særlige ånd på skolen, som mange forældre ikke tøver med at kalde verdens bedste. 	  Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Høsterkøb Skole skal lægges sammen med Sjælsøskole. Sådan lyder det blandt andet i forslaget til en ny skolestruktur, som er i høring frem til på mandag. Sammenlægningen er - ifølge forslaget - af ren administrativ karakter, og de to skolematrikler vil således stadig bestå. Ikke desto mindre frygter man på Høsterkøb Skole, at sammenlægningen vil betyde tabet af den helt særlige ånd på skolen, som mange forældre ikke tøver med at kalde verdens bedste. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forældre: Ny struktur vil dræbe skolens ånd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forældre: Ny struktur vil dræbe skolens ånd
Rudersdal - 13. september 2019 kl. 06:14
Af Joram G. Menzer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den er helt særlig, ånden på Høsterkøb Skole.

Sådan har det lydt gang på gang fra forældre og medarbejdere på Høsterkøb Skole, som i forbindelse med kommunens forslag til en ny skolestruktur står til at blive sammenlagt med Sjælsøskolen.

Begge skoler skal ifølge forslaget, der er i høring frem til mandag den 16. september, bestå på de nuværende matrikler, men man vil have slået skolernes administration sammen til én skole - eller én skole med to matrikler, et skoledistrikt og en skolebestyrelse, som kommunen formulerer det.

På Høsterkøb Skole mener mange dog, at sammenlægningen vil ødelægge skolens helt særlige ånd og - i sidste ende - føre til en skolelukning.

Frederiksborg Amts Avis har sat seks forældre til børn på Høsterkøb Skole, skoleleder Hanne Bindseil Møller og lærer på skolen gennem 29 år Kirsten Stilling stævne for at forsøge at fange den helt særlige skoleånd.

På spørgsmålet om, hvorvidt de bare er meget forkælede på Høsterkøb Skole, medgiver forældrene, at det muligvis er tilfældet.

- Det mener vi da helt sikkert, at vi er, for det er da mega forkælet at have så god en skole, som vi har, siger Gitte Livbjerg, der har en datter på skolen og en datter, der har gået på skolen.

- Jeg synes faktisk heller ikke, at det kun handler om, at vi er nogle forkælede forældre. Det handler om, at man har opbygget en kultur her på skolen, som bør være et eksempel til efterfølgelse. Skolen er bygget på god ledelse og mange års seriøst arbejde og en forståelse af, hvad det er, der skal til for at lave en skole som Høsterkøb Skole. Det kommer ikke bare ud af den blå luft, siger Julie Sand.

Linda Rindbo, der har en søn på skolen og to børn, der har gået på skolen, supplerer:

- Jeg synes faktisk godt, at man som borger i Rudersdal kan tillade sig at kræve et rigtig godt skoletilbud men også, at der er forskellige tilgange til folkeskolen, så det hele ikke er fuldstændig strømlinet, og her skiller Høsterkøb Skole sig enormt meget ud.

Linda Rindbos to ældste børn har gået på Høsterkøb Skole, der kun går til femte klasse, hvorefter de er kommet over på Sjælsøskolen, som Høsterkøb Skole altså foreslås sammenlagt med.

Hun har - med andre ord - et sammenligningsgrundlag, og selvom hun og hendes familie er godt tilfredse med Sjælsøskolen, står Høsterkøb Skole stadig som noget helt særligt.

- Hvis Høsterkøb Skole gik til niende klasse, er det helt indiskutabelt, at mine børn stadig gik her, siger hun.

De fleste af de fremmødte forældre er flyttet til kommunen, og omkring bordet i skolegården denne mandag morgen er der fuldstændig enighed om, at Høsterkøb Skole er en af de væsentligste årsager til, at valget faldt på landsbyen.

- Vi har boet i udlandet, og da vi skulle flytte hjem, var det afgjort en stor faktor, at der var trygge rammer og en god skolestart til vores børn. Så det var absolut et tilvalg, og vi vil meget gerne have vores børn i folkeskolen, siger Jan Rindbo.

Christian Jaspers, der har en datter på skolen og en datter, der snart starter på skolen, tilføjer:

- Da vi flyttede hertil, var det et meget bevidst valg, og det var ikke kun, fordi her er en skole, men fordi det er Høsterkøb Skole. Vi havde hørt rigtig meget godt om skolen, og den er jo verdenskendt både i Danmark og udenfor landets grænser. Og så kan det godt være, at det er forkælet at kunne give sine børn det, men det er da bedre forkælelse end alt muligt åndssvagt materielt.

- Forventer politikerne, at folk bare bliver boende i kommunen, hvis der kommer et ringere skoletilbud? Uden Høsterkøb Skole er relevansen for, at vi bor her væsentlig mindre, og vi kommer i hvert fald ikke til at bo i Rudersdal, hvis det ender med, at de lukker skolen, siger Jan Rindbo.

Forældrene mener i øvrigt ikke, at der er blevet lyttet ordentligt til dem i processen med den nye skolestruktur, og selvom der blandt andet har været borgermøder, står de med en oplevelse af, at beslutningerne er truffet hen over hovederne på dem.

- Politikerne har bulldozet hen over vores meninger, og jeg synes, at ideen om lokaldemokrati og påvirkningsmuligheder har været totalt fraværende i den her proces, og det er sindssygt frustrerende som borger at føle, at der ikke bliver lyttet bare en lille smule, siger Christian Jaspers.

- Jeg synes faktisk, at det er dybt arrogant, at man som lokalpolitiker sidder så mange menneskers mening overhørig. Jeg er selv ydmyg overfor, at det kan være, at jeg tager fejl, men politikerne har i hvert fald ikke formået at overbevise nogen af os om, at det skulle være tilfældet. Og når du sidder som lokalpolitiker og har hele Høsterkøb imod dig, så forstår jeg ikke, at man ikke på et eller andet tidspunkt starter bilen og kører ud og ser skolen med egne øjne, siger Steen Olesen.

Læs alle artiklerne om ny skolestruktur og Høsterkøb Skole i Frederiksborg Amts Avis fredag den 13. september.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.