Medlemmerne er strømmet til en ny facebookgruppe, som hylder og husker dengang en aften i byen oftest endte på "Columbus Night Club"
For et par generationer af Birkerøds ungdom var Discotek Columbus Night Club et af omdrejningspunkterne for "Birkerød by Night." Det er efterhånden mange år siden, men de nostalgiske følelser for diskoteket bag Hovedgaden, som drejede nøglen i midten af nullerne, er stadig stærke.
I hvert fald er medlemmerne strømmet ind i fællesskabet i facebookgruppen "Columbus Night Club," siden gruppen blev oprettet midt i december. I skrivende stund har over 700 meldt sig ind.
Manden bag gruppen var også i mange år stamgæst:
"Der var rigtig mange mennesker dengang, som havde hele deres sociale liv på Columbus. For mit vedkommende startede det i ungdomsklubben, og så røg man ned på proppen eller Creme Fraiche.
Og når klokken så blev 1-2 stykker så tog man over på Columbus, og sad der resten af natten," fortæller initiativtager, Søren Torp.
Han fortsætter: "Jeg er jo selv gammel Birkerøddreng, og i ti år fra '81 til '91, der var jeg stort set hveranden fredag og lørdag på Columbus. Jeg har regnet ud, at jeg har været der mere end 500 gange. Derfor har stedet jo en enorm betydning for mig," siger han.
Søren Torp blev selv tiltrukket af musikken, der blev spillet på Columbus:
"Jeg var selv lige startet som dj, og alt hvad der havde med musik at gøre var bare min verden. Jeg så enormt meget op til den dj, der var der dengang i 81, da jeg startede med at komme der. Han hed Leon Wells og var englænder. For mig handlede mange af mine ture på Columbus om at sidde og skrive ned, hvilken musik, der blev spillet," mindes han.
Og mindes er han bestemt ikke den eneste, som gør i gruppen. Firserfrisurer, gamle avisudklip om de slagsmål, som også var en del af stedets historik, grynede billeder og mange anekdoter finder man derinde. Som ham "der brugte alle sine penge derinde i starten af firserne," og gemte sin jakke på kirkegården for at slippe for at betale i garderoben, eller hvordan "happy hour" i 1976-77 faldt torsdag aften klokken 21-22, så man havde tømmermænd, når man skulle i skole dagen efter.
Og så husker folk hinanden fra dengang, hvor de unge birkerødder blev i byen i weekenden og ikke tog til København for at feste. Det kan Søren Torp nikke genkendende til.
"Langt hovedparten af dem, der er i gruppen kender jeg jo, og de har på samme måde som jeg har været, der rigtig meget," fortæller han, som gerne vil lade gruppen fungere som en "historisk platform."
Han håber, at alle som har minder, billeder og andet de kan og vil dele med gruppen vil finde derind. Søg på Columbus Night Club på facebook og dyk lige ned i et stykke lokal ungdomshistorie, som du endda kan bidrage til, hvis du selv gik i byen i Birkerød dengang.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her