
For fjerde år i træk skal skolerne i Rudersdal arbejde med differentieret læseundervisning i form af læsemetoden »guided reading«, hvor alle elever bliver udfordret på deres eget niveau, mens de lærer at læse. Det skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.
Der er afsat 428.000 øremærkede kroner til metoden, der er udviklet af Rudersdal Kommune med inspiration fra London University tilbage i 2015. Eleverne læser i små grupper på samme læseniveau og med støtte fra en lærer eller pædagog, og i takt med at eleverne oplever fremskridt i læsningen, får de mulighed for at rykke fra et niveau til et andet.
- Skolerne har på ganske kort tid opnået positive resultater med »guided reading«, som styrker læsningen i en tidlig alder og møder eleverne på deres eget niveau. Læsemetodikken har allerede vist gode resultater blandt de mange elever i form af en større læselyst og læseglæde, siger formanden for Børne- og Skoleudvalget, Daniel E. Hansen (V), i pressemeddelelsen.
De øremærkede penge går til indkøb af nye bogtitler til elever på 3. og 4. årgang og bliver som noget nyt i skoleåret 2019/20 suppleret med læsning på den digitale platform Bookbites, der indeholder 12.000 bogtitler til elever i alderen 6 til 16 år.
- Vi vil gerne give eleverne de bedste forudsætninger for at udvikle deres læsefærdigheder. Med Bookbites får eleverne adgang til et inspirerende digitalt læseunivers, som appellerer til flere aldersgrupper og er et godt supplement til »guided reading«-bøgerne, siger Daniel E. Hansen (V).
Det bliver i første omgang cirka 1400 elever i skolernes 3. og 4. klasser, der i det kommende skoleår får adgang til Bookbites. Abonnementet er foreløbigt gældende for et år. Med over halvdelen af puljen til digitale læremidler i det kommende skoleår, er der ingen tvivl om, at digitale læremidler fortsat er et drivende element i undervisningen, som kan understøtte skolerne i deres fortsatte udvikling og fokus på anvendelse af digitale læremidler, skriver kommunen i pressemeddelelsen.
joram
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her