6. december 2020
Michael Graversen havde seks kufferter med vinterstøvler, 250.000 indsamlede kroner og sit kamera med til Lesbos. Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

Michael Graversen havde seks kufferter med vinterstøvler, 250.000 indsamlede kroner og sit kamera med til Lesbos. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En ensom kamp for glemte flygtninge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En ensom kamp for glemte flygtninge

Michael Graversen er netop vendt hjem fra endnu en tur til Lesbos. Her i udkanten af Europa kæmper han for at hjælpe nødstedte flygtninge, som lever under kummerlige vilkår

Rudersdal - 19. november 2020 kl. 11:45
Af Mikkel Svinth Rødgaard

Der er helt stille i villakvarteret i Birkerød torsdag formiddag i sidste uge. Også i Michael Graversens hus. er de to børn og konen taget afsted og i gang med hverdagen.

Den 40-årige dokumentarist og menneskerettighedsaktivist sidder selv i et stille og tomt hus og fordøjer indtrykkene fra sin seneste tur til Lesbos og den nye Kara Tepe-lejr, som huser de tusindvis af flygtninge, som blev husvilde efter Morialejren brændte i september. Han kom hjem for knap halvandet døgn siden.

"Det er ligesom at falde ned fra månen. Kontrasten er så voldsom. Jeg sætter virkelig pris på at komme hjem, at der ikke løber rotter rundt inde i huset, og vi kan få mad og gå i bad. Men samtidig er det altid hårdt, når man kommer hjem, for det er specielt overgangene som er svære. Man vænner sig på en eller anden måde til den verden, når man er dernede. Eller man vænner sig ikke til den, men man bliver en del af den," siger Michael Graversen.

Kan du lægge det fra dig?
"Nej, det kan jeg jo ikke. Og det er også det, der er svært. Alle historierne, sanseindtrykkene og alle de skæbner er der stadigvæk. Nogle gange bliver jeg lidt smådeprimeret, og så går der lige et par uger, inden stemningen ligesom vender sig. Men det kommer også an på, hvad der er sket på den seneste tur. Men det er altid ekstremt intenst," siger han.

Forfærdelige forhold

Han tog afsted til Lesbos en uge før. Med sig havde han seks kufferter fyldt med vinterstøvler og en kvart million kroner, han selv havde indsamlet via sin facebookside. For flygtningene dernede har simpelthen brug for al den hjælp, de kan få, for forholdene er, også i den nye lejr, som har erstattet den nedbrændte Morialejr, desperate:

"Jeg har talt med hardcore nyhedsjournalister, som har rejst verden rundt, og de siger, at Morialejren var den værste flygtningelejr, de havde set. Den nye lejr er, så vidt jeg kan se, ikke meget bedre," siger han og fortsætter:

"Nu er der gået to måneder i den ny lejr, og der er for eksempel ikke mulighed for at tage bad, der er kun et måltid mad om dagen, og der er timelange køer for at få det. Lige nu bor der 8.000 i den nye lejr, og der er også timelange køer for at få en dunk vand, og der er 150 meget uhumske toiletter til alle de mennesker," siger Michael Graversen.

Specielt de mange tusinde børn i lejren gør indtryk på ham, når han er dernede.

"Man kan se på dem, at de ikke har det godt. De går rundt i laset tøj, uden opsyn og med et helt tomt blik i øjnene, og man kan nærmest ikke komme i kontakt med dem. De går ikke i skole og har ingenting at tage sig til i løbet af dagen. Børn helt ned til 10-års alderen er selvskadende," siger han.

Mange af indbyggerne i lejren har været fanget på Lesbos i årevis og situationen er for mange håbløs, desperat og også direkte farlig.

"Der er ikke politi i lejren, og der er jo alle mulige forskellige typer derinde. Der er både kriminelle og nogle, som har opgivet håbet, så der er ret usikkert derinde. Kvinderne tør ikke gå ud om natten, og derfor udleverer ngo'erne voksenbleer til dem, fordi de ikke tør gå på toilettet, når det er mørkt. De er simpelthen bange for at blive voldtaget," fortæller Michael Graversen, som også selv har været vidne til og selv været involveret i adskillige farlige situationer på sine ture.

Fra professionel nysgerrighed til personligt engagement

Michael Graversen har besøgt flygtningelejrene på Lesbos flere gange, og han skal, selvom det er drænende hårdt, afsted igen. For hvad der startede som en professionel nysgerrighed er blevet erstattet af et stort personligt engagement.

"Det var lidt tilfældigt, at jeg begyndte at beskæftige mig med den her verden. Jeg er uddannet dokumentarinstruktør, og jeg lavede i 2012 en film fra et børneasylcenter i Jægerspris, hvor der var omkring 40 børn og unge under 18, som var flygtet alene fra Afghanistan, Irak og Somalia og forskellige lande. Jeg var der i omkring otte måneder, og der lærte jeg rigtig mange at kende og lærte en masse skæbner. Undervejs var der flere af de unge, som fik afslag på asyl og ikke fik lov at blive i Danmark, især afghanerne, og de var stadig bange for at blive sendt tilbage. De kunne ikke blive sendt tilbage, før de blev 18 år, så lige inden de fyldte 18 år, forsvandt de fra asylcentrene. Så havde jeg jo en relation til dem, og de ringede til mig, og så fulgte jeg dem videre på deres vej rundt i Europa," fortæller Michael Graversen.

En af de unge, Wasiullah, blev omdrejningspunktet for Michael Graversens dokumentarfilm "Drømmen om Danmark," og ved at følge ham og hans liv under jorden i Europa i tre-fire år lærte Michael Graversen mange flygtninge at kende. Det var omkring 2015-2016, da flygtningekrisen var på sit højeste, og Michael Graversen var vidt omkring i de forskellige brændpunkter i Europa.

Der blev det klart for ham, at han blev nødt til at gøre en indsats for de mange nødstedte mennesker.

"Det begyndte egentlig med en arbejdsmæssig nysgerrighed, og det blev så mere til et personligt engagement over tid. Jeg fandt ud af, hvordan det hænger sammen med mange af de her flygtningelejre i Europa. At de store NGO'er ikke er til stede. Læger uden Grænser er undtagelsen. Ellers er det unge frivillige, som tager rundt og hjælper. Så fandt jeg ud af, at der er et kæmpe behov for frivillig hjælp og donationer," siger han.

Svært at trænge igennem

Foruden sit helt konkrete og direkte arbejde for at hjælpe, i det omfang han nu kan, i lejrene på Lesbos, forsøger han også at udbrede kendskabet til situationen herhjemme i trygge Danmark.

Han deltager i tv-debatter, skriver debatindlæg, han har skrevet en bog om de uledsagede børn, og han har på mange måder forsøgt at påvirke beslutningstagere og politikere til at gøre bare en lille indsats i forhold til flygtningene i Sydeuropa.

Helt konkret har han og ligesindede forsøgt at sørge for, at Danmark ville tage imod 50 uledsagede flygtningebørn. Han har sågår været med til at bygge et netværk af private plejefamilier, som står klar til at tage imod og huse et uledsaget og udsat barn fra flygtningelejren.

Det har bare vist sig utroligt svært at trænge igennem.

"Det her er jo ikke en fjern flygtningelejr i Afrika eller Mellemøsten. Det her sker i Europa, et sted hvor folk tager hen på ferie. Det er så frustrerende," siger han og fortsætter:

"Hver gang er der to modargumenter. Det ene det er, at vi ikke kan gøre det, fordi så støtter man menneskesmuglernes industri, og det andet er, at det går så dårligt med integrationen i Danmark, så vi ikke kan overskue det. Der tænker jeg, at det ikke kommer til at gøre nogen forskel for menneskesmuglingsindustrien, at vi tager 50 børn, da antallet er så lille.Jeg er ikke blåøjet og ved godt, at vi ikke bare kan åbne grænserne, men vi bør kunne hjælpe 50 af de svageste børn. Det løser ikke den store problemstilling, men for de 50 børn ville det gøre en verden til forskel. Så ville de kunne få en fremtid." siger Michael Graversen.

Det er en hård, ulønnet og utaknemmelig opgave, Michael Graversen har sat sig, og nogle gange overvejer han, om han skal stoppe sin kamp for flygtningene på Lesbos, men det er svært. Ikke mindst på grund af de mange flygtninge, som han har lært at kende i lejren, og som på mange måder er afhængige af blandt andet hans hjælp og løbende skriver til ham.

Så han fortsætter med at samle penge ind og udbrede kendskabet til en humanitær katastrofe, som er så tæt på og stadig så langt væk.

Man kan følge og måske støtte Michael Graversens arbejde på facebook.

Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?