
På Ny Holte Skole har eleverne i løbet af året haft en digital læseven, der skal motivere og belønne eleverne, efterhånden som de læser. Det er tale om læseappen BookBites, der er rykket ind i børnenes tablets, smartphones og computere med mere end 10.000 digitale bøger. Appen følger desuden elevernes læseevner tæt og holder læreren underrettet om udviklingen. Indtil videre er skoleleder Søren Wadt godt tilfreds med appen, som er et led i skolens indsats omkring digitalisering som værktøj til øget læring hos eleverne.
- Vi startede samarbejdet op, fordi jeg var nysgerrig på, hvordan vi på én gang kunne få ryddet ud i alle de gamle bøger på bibliotekets hylder og samtidig få bedre overblik over, hvor meget og hvad vores elever læser. Her så jeg en mulighed i anvendelsen af digitale bøger fra BookBites, hvor flere elever kan læse de samme bøger samtidig, siger Søren Wadt torsdag i Frederiksborg Amts Avis.
Det er ifølge Søren Wadt endnu for tidligt at sige noget om resultater. Men meningen har fra starten også været at give eleverne forskellige muligheder for at blive bedre til at læse og opnå større læseglæde, og her har læseappen fra BookBites ifølge skolelederen været én måde at skærpe indsatsen på.
- Vi har endnu ikke data på, om det har givet et løft i forhold til elevernes læsning, men både børn og medarbejdere har taget rigtig godt imod appen, som selvfølgelig blot er én af flere forskellige indsatser, vi har på området, siger Søren Wadt.
Læs hele artiklen i Frederiksborg Amts Avis torsdag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her