29. november 2020
Nærum Gymnasium havde onsdag besøg af H.K.H. Kronprinsesse Mary i anledning af Plan Børnefondens markering af FNs Pigedag 2020.  Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Nærum Gymnasium havde onsdag besøg af H.K.H. Kronprinsesse Mary i anledning af Plan Børnefondens markering af FNs Pigedag 2020. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Billedserie: Kronprinsessen satte vigtig dagsorden på gymnasium

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billedserie: Kronprinsessen satte vigtig dagsorden på gymnasium
Rudersdal - 08. oktober 2020 kl. 06:15
Af Mikkel Brøgger Petersen

Fra den røde løber gjorde kronprinsesse Mary sin entré på Nærum Gymnasium for at deltage i markeringen af FN's pigedag. Kronprinsessen blev modtaget med blomster og 200 3.g-elever fra gymnasiets samfundsfag A-linje, der i respekt for besøget fra Kongehuset havde rejst sig op.

Corona-restriktionerne betød, at 900 elever måtte nøjes med at streame arrangementet andre steder på gymnasiet. Men på gymnasiets øvrige etager pressede mange elever sig mod ruden for at følge med.

Eleverne på Nærum Gymnasium har hvert efterår siden 2014 i samarbejde med PlanBørnefonden samlet ind til Fadderbørn i landsbyen Bondo i Kenya. I år satte man rekord med 267.000 kroner. 132.000 kroner går til gymnasiets 44 Fadderbørn. Det er endnu ikke besluttet, hvad de resterende penge skal gå til.

- Men vi fortalte kronprinsesse Mary om et projekt, vi tidligere har givet penge til. Her gik pengene til Nyakongo Secondary School, som er en kostskole i Kenya for 400 piger. Vi fik opsat sikkerhedshegn om skolen og en sundhedsklinik, hvor man kan blive behandlet, hvis man får et anfald fra malaria, og eleverne kan undervises i overgangen fra pige til kvinde. Det var Mary meget interesseret i, fortæller elev i 3.h og formand for skolens »Make A Change-udvalg«, Christoffer Kirkebye-Hansen.

Voldtaget og dræbt

Med fra Etiopien og Uganda via Zoom var henholdsvis Lidya Almaw Alamrew og Faridah Nalumansi. De to kvinder kunne fortælle om en hverdag, der står i skærende kontrast til hverdagen i Danmark. Som 14-årig var Faridah Nalumansi gravid med sit første barn, da hun sammen med en veninde blev overfaldet.

- Min veninde og jeg blev overfaldet af fire narkomaner. Ingen hjalp os. Jeg slap væk, men det gjorde min veninde ikke. Hun blev voldtaget og dræbt, fortalte hun.

Hun er også blevet forsøgt voldtaget. Mange piger holder sig fra at gå til politiet, men det gjorde hun. Og manden blev anholdt og sigtet. Hun er nu en del af projektet »Safer Cities«, som arbejder for at gøre hendes lokalområde mere sikkert for piger. De har blandt andet sørget for at sætte lys op på det sted, hvor Faridahs veninde blev dræbt.

Coronakrisen har dog betydet, at volden er steget i Uganda. Pigerne er ekstra udsatte for vold, fordi de ikke kan komme i skole. Piger giftes bort for at slippe for den økonomiske byrde, og flere piger og unge kvinder tyr til prostitution.

Kronprinsesse Mary på Nærum Gymnasium... Foto: Allan Nørregaard

Skolen er sikkerhed

Samme mønster gør sig gældende i Etiopien, fortalte Lidya Almaw Alamrew.

- Fordi familier er spærret inde pga. corona, og man bor mange under samme tag, er der en stigning i vold i hjemmet. Kønsbaseret vold er steget drastisk under coronakrisen, fortalte hun.

- Skolerne er lukket, så børnene er hjemme. Det betyder tidligt ægteskab, seksuelle overgreb og voldtægt, for det er sikrere for børnene at være i skole. I de næste seks måneder håber jeg, at de skal tilbage i skole, så hverdagen kan blive mere sikker. Over en million børn fik mad gennem skolerne, så lokalområderne ønsker at skolerne åbner op igen, forklarede hun videre.

Efter en ung pige blev voldtaget af seks mænd i hendes hjemby startede Lidya Almaw Alamrew sammen med andre universitetsstuderende en bevægelse. Man gik til seks universiteter med krav om, at de sammen med myndighederne tog ansvar og stoppede overgrebene.

Privilegier betyder ansvar

Rektor Niels Hjølund håber, at de voldsomme og tankevækkende historier er et lille skridt på vejen til at give eleverne et global udsyn, da det er en del af almen dannelse.

- Vi uddanner jo fremtidens meningsdannere. Og at der er nogle ude i verden, der ikke har det som os, er en utrolig vigtig baggrundsviden at have med i fremtidens beslutninger. Det skal man være med til at løse. Jeg håber, at eleverne bliver mindet om det ansvar, vi har, når vi lever i en privilegeret del af verden, siger han.

Som teenager fylder emner som seksualitet og køn, siger Make A Change-udvalgsformand Christoffer Kirkebye-Hansen. Ligesom for de jævnaldrende i Uganda og Etiopien. Men alligevel med en verden til forskel.

- Seksualitet handler om at blive udsat for overgreb, og køn handler om, at det bestemmer, at din fremtid er at få barn som 14-årig. Selv om man tænker på de samme emner, står man i vidt forskellige realiteter. Det er en meget »stark contrast«, som Kronprinsesse Mary sagde, påpegede Christoffer Kirkebye-Hansen.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?