
At pædagogerne i Rudersdal Kommune har det femte-højeste fravær på landsplan, vækker bekymring hos BUPL Nordsjælland, der mener, at det ikke kan undgås at forringe den pædagogiske kvalitet.
Det høje sygefravær blandt pædagogerne i Rudersdal Kommune, som er Nordsjællands højeste og det femte-højeste i landet, giver anledning til bekymring hos pædagogernes faglige organisation BUPL.
- Det er da foruroligende, og uanset hvad årsagen er, så kan så højt et sygefravær ikke undgå at forringe den pædagogiske kvalitet, siger Marlene Dalskov, der er faglig sekretær for BUPL Nordsjælland i Rudersdal.
Det høje sygefravær betyder ifølge hende, at de pædagoger, der er på arbejde, skal løbe ekstra hurtigt i perioder. Og det kan være opslidende.
- Hvis der er mange sygemeldinger, presser det selvfølgelig de pædagoger, som er på arbejde. Og hvis man som pædagog risikerer at stå alene på arbejde, bliver der selvfølgelig ikke ordentlig tid til det pædagogiske arbejde, siger Marlene Dalskov.
Hun fortsætter:
- Det vil med stor sandsynlighed gå ud over pædagogernes arbejdsmiljø. Det kan man ikke komme uden om, og det er afsindigt vigtigt, at kommunen tager hånd om det og tager det alvorligt, for det er ikke noget hverken børn eller pædagoger kan stå i over længere tid.
Ligesom forskningschef i Cepos Karsten Bo Larsen kan Marlene Dalskov ikke komme med en umiddelbar forklaring på det høje sygefravær.
- Jeg kan ikke finde nogen forklaring på, hvorfor det fravær skulle være så højt i Rudersdal. Det eneste jeg har hørt i løbet af sidste år var, at der var tegn på dårligt indeklima nogle steder, hvor der var træk og kolde rum og også en utilfredshed med rengøringsstandarden. Men det kan selvfølgelig ikke være hele historien, siger Marlene Dalskov, der håber, at tallene giver anledning til, at man laver en tilbundsgående undersøgelse af sygefraværet blandt pædagogerne i kommunen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her