23. oktober 2020
Forbipasserende har vidst det i et stykke tid. I Hovedgaden 47 i Birkerød kommer et dansk/østrigsk kaffehus - Café Hyggestund? står der på ruden bag den ene af de to indehavere, Alexandra Palk. Foto: Lars Sandager Ramlow
gallery icon

Se billedserie

Forbipasserende har vidst det i et stykke tid. I Hovedgaden 47 i Birkerød kommer et dansk/østrigsk kaffehus - Café Hyggestund? står der på ruden bag den ene af de to indehavere, Alexandra Palk. Foto: Lars Sandager Ramlow
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: BILLEDSERIE: Her åbner snart en ny bæredygtig café...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

BILLEDSERIE: Her åbner snart en ny bæredygtig café...
Opdateret 01. august 2020 kl. 13:12
Rudersdal - 01. august 2020 kl. 11:34
Af Lars Sandager Ramlow

Bæredygtighed, økologi, hjemlige omgivelser og lokalt samarbejde. Det er nogle af nøgleordene for den nye Café Hyggestund', der efter planen skal åbne senest til december i Birkerød Hovedgade 47 mellem Glad Rens og Fri BikeShop.

Indehaverne af den nye café er to lokalt boende ildsjæle, Lærke Hangaard Balslev (37 år) og Alexandra Palk (52). Sidstnævnte er oprindeligt fra Østrig, og apostrofen efter navnet i »Café Hyggestund'« er derfor et udtryk for at »stund« gerne må udtales på tysk.

- I caféen kommer der naturligvis kaffe, the og urte-the. Derudover kan kunderne blandt andet købe smørrebrød, forskellige slags sandwich og bagværk fra egen bagestue og bagt fra bunden af økologiske råvarer. Der vil også være ris- og havre-mælk og tilbud til vegetarer og veganere. Opskrifterne bliver danske og østrigske i samspil med, hvad kunderne kommer med af idéer. Der vil også komme bagekurser, strikkecaféer i samarbejde med »Lille My - Strik og sy«, kulturaftener og måske lidt tysk sprogundervisning i de hyggelige rammer fortæller Alexandra Palk, der er vokset op i Stockerau i Østrig, men har boet i Birkerød siden 1999.

Hun forklarer videre:
- Caféen er for mig en drøm, der er gået i opfyldelse. Som barn voksede jeg op i en østrigsk caféhus-kultur, hvor jeg kom i den lokale café med mine forældre og bedsteforældre. Og jeg fortsatte med at komme der med mine venner, da jeg blev teenager, fortæller Alexandra med et stort smil.

Hun bliver kortvarigt lidt mere alvorlig.

- I 2018 arvede jeg nogle penge, da min far døde i Østrig. I januar 2019 så jeg et opslag i en lokal facebookgruppe for Birkerød, hvor min café-partner, Lærke, efterlyste, om nogen havde lyst til at åbne en café sammen med hende. Det gav min mangeårige drøm ben at gå på, forklarer Alexandra, mens alle ansigtstrækkene trækker opad.

Udvikling af bylivet

Frederiksborg Amts Avis har mødt hende i den kommende café, der er dækket til med plastik, hvor ledninger hænger ned fra loftet, og både lofter og vægge står foran en kærlig overhaling.

- Lærke er på ferie i øjeblikket, men jeg tør godt sige, at det også er en stor drøm, der går i opfyldelse for hende. Vi glæder os enormt, lyder det fra den 52-årige østriger, mens hun viser et skab med alle mulige kaffe- the- og spisestel, som de to ligeværdige indehavere af den kommende café allerede har fundet rundt omkring.

- Vi har forelsket os i denne perle af en bygning, der er fra 1900-tallet. Vi ønsker at skabe udvikling og forandring i bylivet, og vi har en ambition om, at vi gerne vil være med til at fastholde værdifulde fællesskaber og de gode historier i vores elskede by Birkerød. Bæredygtig, kulturarv og respekt er nøgleord i vores koncept, understreger Alexandra Palk.

I Østrig har hun en HD i afsætning og marketing, og hun har arbejdet med salg og markedsføring i mere end 28 år, inden hun i 2015 blev lærer med særlige kvalifikationer.

37-årige Lærke Hangaard Balslev er uddannet socialrådgiver og har arbejdet inden for dette område i Rudersdal Kommune de seneste år. Over telefonen forklarer hun:

Billede

Mennesker i fokus

- Caféen har kærlighed til mennesker i fokus. Unge, ældre, forældre på barsel, singler, tilflyttere, borgere med gangbesvær - i kørestol eller med rollator, andre funktionsnedsættelser eller særlige behov... Vi ønsker at skabe plads til alle, der savner et hyggeligt sted at mødes og have et reelt nær- og samvær med andre.

Lærke fortsætter:
- Vi vil engageret bidrage til, at alle dem, der føler sig ensomme eller har svage sociale relationer vil finde tilknytning, glæde og værdifulde kontakter i vores café. Vi vil også gerne skabe mulighed for, at mennesker med udfordringer kan få hjælp til at komme på fode igen ved at indgå i caféens arbejde. I det hele taget håber vi, at Birkerøds rige frivillig-liv vil blive en del af caféen.

Respekt på tværs af social, kulturel og religiøs anskuelse og baggrund og bæredygtige værdier fylder meget i de to indehaveres bevidsthed.

- Det betyder meget for os at bygningen, der huser vores café er bevaringsværdig. Derfor vil alt ombygningsarbejde ske på bæredygtig, værdibaseret og respektfuld vis, påpeger Alexandra.

Og netop grundigheden og de bæredygtige løsninger betyder også, at ombygningen af caféen kommer til at tage lidt tid. Planen er, at den skal åbne i begyndelsen af december, men de to indehavere håber naturligvis på, at det bliver tidligere:

Billede

Omfattende ombygning

- »Underværker.dk« er en kampagne, der hjælper ildsjæle med at gøre projektdrømme i det byggede miljø til virkelighed. Kampagnen bidrager både med økonomisk støtte og videndeling. Vi kommer til at søge midler herfra, siger Lærke Hangaard Balslev.

Ombygningsprojektet er nemlig ganske omfattende.

Der skal eksempelvis etableres køkken med ventilation, indeklimaet skal være sundt, der skal etableres handicaptoilet og i det hele taget en handicapvenlig indretning med mobilrampe og ringeklokke, og den udvendige facade skal også tilses.

- Både Lærke og jeg føler os som rigtige »Birkerødder«. Vi er kendt i byen og har et solidt netværk i Birkerød og omegn. Fra dette netværk vil vi hente kompetencer, så vi måske kan tilbyde kreative værksteder, træne det tyske, give yogasessioner, fortælle eventyr til de små, holde (kultur)foredrag eller byde ind med andre spændende aktiviteter. Vi glæder os så enormt. Nej, det dækker ikke. Vi glæder os mere end det, lyder det fra Alexandra Palk.

Café Hyggestund' har allerede en facebook-side, og de to indehavere lægger ikke skjul på, at de vil blive glade for et »like« på siden, hvor man også løbende vil kunne følge med i etableringen af caféen.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?