10. august 2020
Vedbæk Havn var fyldt til bristepunktet inden skolernes sommerferie. Foto: Frank S. Pedersen
gallery icon

Se billedserie

Vedbæk Havn var fyldt til bristepunktet inden skolernes sommerferie. Foto: Frank S. Pedersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sommertid i havnen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sommertid i havnen

Havnefoged Tom Olsen forventer en rolig tid i Vedbæk Havn

Rudersdal Avis - 15. juli 2020 kl. 11:45
Af Frank S. Pedersen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sommer "Lige nu er der nærmest sydfranske tilstande, men når vi rammer 15-16 grader og overskyet, så ser du aldrig nogen," fortæller havnefoged Tom Olsen nærmest profetisk.

Samtalen finder sted i Vedbæk Havn på molen ved nordstranden lige inden skolernes sommerferie. Solen bager ned på stranden og havnen, der bugner af letpåklædte mennesker, som nyder omgivelserne mens tid er.

"Sommeren er normalt en meget rolig tid, hvor folk tager på ferie og lader båden ligge i havnen. Det bliver lidt spændende at se, hvad der sker denne sommer, med coronarestriktioner og det hele," siger han og skuer ud over sit myndighedsområde.

Både på venteliste

Mellem 570 og 580 både har plads i havnen, hvor de betaler for hver meter kajplads de optager. Potentielt rigtigt mange mennesker, der skal komme ud af det med hinanden på begrænset plads.

"Jeg oplever, at der er god kemi og folk taler pænt sammen. Jeg synes det er sjovt at være havnefoged, når det bare kører stille og roligt," fortæller Tom Larsen, der kan glæde sig over, at Vedbæk Havn er populær.

"Lige i øjeblikket har vi 81 både på venteliste til en plads i havnen," siger han.

Løfter 100 både om året

Her deles bådfolket om faciliteterne og servicemulighederne på havnen. Alt fra restauranter, fitness og baderum over wifi og legeplads til tømningsanlæg og kranen.

"Vi løfter cirka 100 både om året, kranen kan tage op til 10 ton. Det er ved at blive en tendens, at flere bliver i vandet om vinteren og så hiver bådene op i sommervejret," fortæller han, der selv startede sin karriere som fisker på havnen.

Fiskerhavnen

Ud over tre fisketurbåde er der stadig fire-fem erhvervsfiskere i Vedbæk Havn. De er med til at fastholde havnens autentiske præg, selv om de ikke fylder så meget blandt alle lystsejlerne. Og ud over friskfangede fisk kan de også byde på hjælp til de ferieramte naboer.

"Vi sælger is fra fiskernes isværk, når der er brug for det. Pengene går til fiskerne," oplyser havnefogeden.

Restprodukter

Og måske vi lige skal påpege. at når man ikke må bade i havnen, så har det noget med sejladssikkerhed at gøre. Vandkvaliteten fejler ikke noget trods de mange mennesker på bådene.

"Vi har jo toiletter i havnen, i år er der endda stillet ekstra op, og så har bådene jo også selv tanke til formålet. Og når tankene er fyldte sejler båden over til tankanlægget, hvor det bliver suget op til landjordens kloaksystem," forklarer Tom Olsen, der også kan berette om 12-14 fyldte affaldscontainere om dagen i den fyldte havn.

"Det er meget renovation. Nå, men nu falder det hele til ro. Er du færdig med mig?," spørger havnefogeden, og skynder sig tilbage på arbejdet.

Fakta

Vedbæk Havn
Havnen blev anlagt 1917-1919 og indviet 1. juli 1919

Den Erhvervsdrivende Fond Vedbæk Havn ejer havnen

Cirka 580 både i alle størrelser har plads i havnen

81 både var på venteliste midt i juni

Kilde: Vedbæk Havn

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?