30. oktober 2020
Søren Lemonius (tv.) og Klaus Bach fra det nye sporlaug lægger meget arbejde i at skabe ordentlige forhold i Rude Skov. Både for mountainbikere og skovens andre brugere. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard
gallery icon

Se billedserie

Søren Lemonius (tv.) og Klaus Bach fra det nye sporlaug lægger meget arbejde i at skabe ordentlige forhold i Rude Skov. Både for mountainbikere og skovens andre brugere. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mountainbikere arbejder for at skabe plads til alle i Rude Skov

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mountainbikere arbejder for at skabe plads til alle i Rude Skov

Et nyt sporlaug af mountainbikere arbejder hårdt, i samarbejde med Naturstyrelsen, for at få de mange mountainbikere til at være så usynlige som overhovedet muligt i Rude Skov

Rudersdal Avis - 25. september 2020 kl. 11:45
Af Mikkel Svinth Rødgaard

Solen skinner mellem trækronerne i det begyndende efterår i Rude Skov torsdag eftermiddag. Det er fantastiske rammer, som helt naturligt tiltrækker rigtigt mange forskellige mennesker.

"Vi er jo på et fællesareal, der både skal gå op med folk, der går herud for kun at høre fuglene synge og få den dybe stille ro i skoven, folk der rider på kæmpestore levende dyr, og så folk, der sidder på et stykke mekanik, der kører hurtigt," konstaterer Søren Lemonius, som hører til i den, ofte udskældte, sidste gruppe.

Rigtigt mange med vidt forskellige behov skal altså deles om pladsen i Rude Skov, og det betyder også, at der gennem de seneste år er opstået en del friktion mellem de forskellige grupper. Specielt i takt med at mountainbikesporten er blevet voldsomt meget mere populær, har det skabt en del konflikter, som indimellem blusser op - også i nærværende avis.

Senest har der været et elektronisk skænderi på den lokale facebook-gruppe "Os i Birkerød - hjælp hinanden," hvor flere borgere igen klager over, at de flere tusinde hurtigtkørende MTB-motionister fylder alt for meget og skaber farlige situationer.

Den udveksling har nu fået Klaus Bach og Søren Lemonius, henholdsvis ny formand og frivillighedsansvarlig i et sporlaug for mountainbikere i Rude Skov, til at reagere og henvende sig til Rudersdal Avis.

Stort frivilligt arbejde

For dem er det nemlig magtpåliggende at fortælle, at der er frivillige kræfter, som, i samarbejde med Naturstyrelsen, lægger en stor indsats for, at de mange lycraklædte mountainbikere og skovens øvrige brugere skal kunne sameksistere i fred og fordragelighed.

"Der foregår et stort frivilligt arbejde i vores gruppe, og vi lægger en masse kræfter i at skabe nogle bedre rammer for mountainbikerne, blandt andet ved at skabe en bedre markering og skiltning af sporene, og samtidig sørge for, at der bliver færre steder, hvor mountainbikere og skovens andre brugere mødes på en uhensigtsmæssig måde," siger Klaus Bach, som er formand for det nye sporlaug, som udspringer af facebookgruppen Rude Skov MTB Spor, som har over 3100 medlemmer.

Han og Søren Lemonius, som er frivillighedsansvarlig og bestyrelsesmedlem i sporlauget er nogle af dem, som bruger en stor del af deres fritid på at tilpasse det eksisterende mountainbikespor i Rude Skov, så der kommer så få møder med skovens andre brugere.

Mountainbike-sporet i Rude Skov er nemlig lagt på et tidspunkt, hvor man ikke havde ret megen faglig viden om at bygge spor, så man blandt andet ikke kom i karambolage med skovens andre brugere. Nu arbejder man med et princip om, at mountainbikerne skal fylde mindst muligt.

Dette arbejde foregår i samarbejde med Naturstyrelsen. Naturvejleder Jes Aagaard får ugentligt henvendelser om konflikter mellem cyklister, og det er ikke altid mountainbikere, og skovens andre brugere.

Han bakker fuldt op om sporlaugets arbejde for at minimere kontakten mellem de forskellige aktiviteter.

"En væsentlig pointe, som er tonet frem efterhånden som mountainbike-sporten er blevet mere og mere populær, er, at det er en rigtig god idé at skille de to ting af: Den hurtigtgående cykel, og så de mennesker som dybest set tror, at så snart man er gået indenfor de røde pæle, så kan man slippe både børn og hunde fri," siger Jes Aagaard fra Naturstyrelsen.

Derfor har de to parter et tæt samarbejde, hvor sporlaugets frivillige koordinerer det arbejde, som skal gøres på det cirka 10 kilometer lange spor med Naturstyrelsen.

"Det er noget, vi planlægger sammen. Alle de steder, hvor der er publikumskontakt, skal der helst være lavet noget på sporet, så mountainbikerne automatisk sænker hastigheden. Det kan være et sving eller en teknisk udfordring, så man sikrer sig, at de steder hvor der er potentiel mulighed for konflikter, så har man lige sikret sig, at man møder hinanden med lav hastighed og med god sigtbarhed," siger Jes Aagaard fra Naturstyrelsen.

Skovens flinkeste

Sporlauget gør også meget ud af at kommunikere reglerne for god adfærd i skoven. Både til deres egne medlemmer, og den meget større andel af mountainbikere, som ikke er organiserede. For det er meget vigtigt at vise hensyn i skoven, når nu der trods alt ikke er bedre plads.

"Jeg tror faktisk, at alle os, der har kørt i mange år gør os ekstra umage for at være skovens flinkeste. Jeg hilser på alle mennesker. Det er lige før man overgør det, fordi vi godt ved, at på et eller andet tidspunkt, selvom man gør alt for at tage hensyn, så er der en, der bliver forskrækket. Man får brug for al den goodwill, man kan sætte ind på kontoen et eller andet tidspunkt, fordi vi dyrker denne her sport," siger Søren Lemonius.

Uheldige møder kan ikke undgås, men arbejdet med at minimere dem er i fuld gang.

"Vi har måske 10-15 specifikke steder på tegnebrættet, hvor vi skal gøre en indsats. Kan indsatsen blive bedre? Ja. Det kan den altid, for vi er frivillige, som også har andre ting, vi skal nå udover at bygge spor. Kan kommunikationen ud til de andre brugere af skoven blive bedre. Ja, det kan den jo, når der stadig kan opstå ting, som den der diskussion på facebook, men vi forsøger efter bedste evne," siger sporlaugets formand Klaus Bach.

Han håber, at skovens andre brugere vil hjælpe sporlauget i sit arbejde:

"Inde på vores facebookgruppe Rude Skov MTB Spor kan man finde mine kontaktoplysninger. Så kan folk kontakte mig og os, hvis de enten oplever problemer eller synes, der er noget, der er uhensigtsmæssigt. De er mere end velkomne til at ringe og skrive, og så reagerer vi på det," siger formanden.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?