Vuggestuen Solgården på Fælledvej er midlertidigt lukket, efter alle 26 børn og 14 medarbejdere tirsdag eftermiddag blev sendt hjem til test for coronavirus. Det sker på grund af en smittet medarbejder.
Roskilde Kommune forventer, at vuggestuen er klar til at åbne igen på mandag. Det afhænger af, i hvilket omfang smitten har nået at sprede sig.
- Det kommer an på, om der er de medarbejdere, der skal til for at modtage børn forsvarligt. Det handler både om, at der er nok personale, og at der er nok kendt personale, for vi kommer ikke til at modtage børn i et hus, der alene har vikarer på arbejde, det vil ikke være forsvarligt, siger dagtilbudschef Christina Breinholt Schou.
Behovet for personale afhænger naturligvis også af, hvor mange børn der forventer at møde ind mandag. Vuggestuebørnene skal ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer være testet negativ første gang eller holdes hjemme i syv dage.
Der har tidligere været lukket ned i andre og større daginstitutioner. Først på måneden måtte først Børnehuset Trekroner sende alle hjem, og få dage senere børnehusene Solstrålen og Peblingevej.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her