
Da Niels Valentin Hansen afgav forklaring for Østre landsret, var den tidligere administrerende direktør i Roskilde Bank ikke sen til at pege på underdirektør Allan H. Christensen som den, der havde ansvaret for de lån, der endte med at koste banken livet.
Det samme havde han gjort tidligere, da han i et interview til BT gav udtryk for, at han aldrig blandede sig i arbejdet i det kreditudvalg, som Allan H. Christensen var formand for, og som kom med kreditindstillinger til bestyrelsen.
- Vi havde stor tillid til hinanden. Jeg blandede mig ikke og havde heller ikke nogen naturlig adgang til det. Jeg er ikke gået Allan H. Christensen i skoene og set, hvordan han har udført sit arbejde, sagde Niels Valentin Hansen blandt andet, da han afgav forklaring i landsretssagen.
Allan H. Christensen var ledet af Team Erhverv, som gentagne gange er blevet beskrevet som en »stat i staten,« som styrede sig selv uden hensyn til de øvrige dele af banken.
Det var Team Erhverv, der stod for de spektakulære engagementer med blandt andre Jørgen »Flexplan« Olsen, Kenneth Schwartz Thomsen og Steen Gude - og det var også afdelingen, der i vidt omfang stod for det massive salg af bankens egne aktier.
Men en ting er at være Niels Valentin Hansens syndebuk.
Noget andet er at være rettens, og Allan H. Christensen blev - lige som alle øvrige - frifundet i Østre Landsret.
Og hvad mere er: Selv om Roskilde Bank-sagen fortsætter, kan Allan H. Christensen nu ånde lettet op.
Den anke, Finansiel Stabilitet har afleveret, omfatter nemlig hverken ham eller Ernst & Young, revisionsselskabet, som stod for den eksterne revision.
Det er en konsekvens af den måde, som Sådan som Finansiel Stabilitet har valgt at skære sagen til for Højesteret.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her