
Ifølge formand for plan- og teknikudvalget, Jens Børsting (S), skal naboerne til byggeriet på Klosterengen 137 i Himmelev ikke frygte, at kommunen glemmer dem.
- Vi skal nok inddrage, når projektet bliver mere konkret. Om det bliver på et tidspunkt, hvor vi kan holde borgermøde, eller hvordan vi gør det, må vi se. Det afhænger jo også meget af, hvor mange vi forventer der kommer til et borgermøde. Tror vi på mange, er et borgermøde jo en skidt ide i disse coronatider, siger Jens Børsting.
- Lige nu har vi sendt projektet retur, fordi vi gerne vil se et revideret projekt, inden vi synes, projektet skal videre. Vi vil ikke have byggeri i tre etager, og vi vil også gerne have bebyggelsesprocenten ned. Jeg hænger mig dog ikke så meget i bebyggelsesprocenten. Der vil jeg hellere tage en konkret vurdering af et konkret projekt, siger Jens Børsting.
Men lige nu er den potentielle investor altså sat på arbejde igen.
- Der skal komme et revideret projekt. Man skal huske på, at grunden er privat, så vi kan kun sætte rammerne. Jeg vil tro, der går to til seks måneder, før vi ser projektet igen. Kan vi til den tid sige o.k., så kommer der først et 11-punktsprogram. Det skal forvaltningen bruge til at lave lokalplanforslag efter. Når lokalplanforslaget ligger der, så er det, at vi skal have naboerne med, siger han.
Jens Børsting har også bemærket, at der er et vist fald på grunden, både ud mod Ladegårdsengen og ned mod naboerne til den ene side, og sådanne naturlige forhold skal der også tages høje for i et projekt, er hans vurdering.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her