
Op mod 500 unge i 15-årsalderen bliver ikke overladt helt til sig selv på sidste skoledag, hvor de selv vil stable en fest på benene i Folkeparken, når nu skole- og børneudvalget har besluttet at aflyse den fælles fest, fordi de ikke vil danne ramme om de unges alkoholindtag.
Klubberne har hidtil holdt opsyn med festlighederne, og de vil formentlig også troppe op i Folkeparken.
- Vi er normalt nede i Folkeparken om fredagen i sommerperioden, når der er almindelig fredagshygge. Vi har ikke besluttet, hvordan det bliver på sidste skoledag, men det kunne jeg godt forestille mig, vi også vil gøre der, siger Olav Clausen, der er leder af Klub Roskilde Vest.
De unge får også opbakning i Folkeparken fra en gruppe voksne, der har organiseret sig via Facebook.
- Jeg synes, det er vigtigt at skabe trygge rammer for de unge og lære dem at håndtere tingene på en ordentlig måde frem for at forbyde dem at drikke alkohol og tro, de bare retter ind. Det er en forkert måde at gøre det på, og derfor vil jeg gerne støtte op om, at de ikke skal stå i en situation, de ikke kan håndtere, så de får positive minder fra den dag, siger Christina Rodholm, der har taget iniativ til voksenhjælpen og selv er lærer for en 9. klasse.
Uanset om der er voksenopsyn eller ej, er det ikke afgangselevernes foretrukne løsning at holde sidste skoledag i Folkeparken frem for en kommunalt koordineret fest for alle skolerne.
- Vi synes, det er fedt, at der er kommet et andet alternativ, men det er stadig utrygt at være sted, hvor alle bare kan dukke op, og hvor vi ikke er sikret, at det bare er en fest for alle 9.- og 10. klasser, siger Nikoline Petersen, der går i 9. klasse på Dåstrup Skole.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her