
De seneste år har 30-årige Jonas Høj oplevet, at vennerne faldt fra. Han er egentlig fra Birkerød, men bor på en psykiatrisk afdeling på Sankt Hans.
- Her bliver man sat sammen med folk, men jeg savnede at være ude i samfundet med andre, siger Jonas Høj.
Derfor tilmeldte han sig Boblberg.dk - en internetside, der forbinder folk i søgningen efter venner eller fællesskaber. Boblberg er navnet, fordi man på siden lægger bobler op med billede, navn og det, man søger.
- Jeg lagde en boble op om, at jeg gerne ville ud at skøjte med nogen. Så svarede Lise, at hun gerne ville skøjte. Vi mødtes til en kop kaffe, men har ikke skøjtet endnu, fortæller Jonas Høj, der nu ses med Lise Jensen næsten hver dag.

- Lise taler meget, og jeg taler ikke så meget, svarer Jonas Høj til spørgsmålet om, hvorfor de er et godt match. Lise Jensen kontaktede Jonas på Boblberg, da han søgte en, der ville med ud at skøjt. De to ser hinanden dagligt, men har endnu ikke været ude at skøjte. Det skal de i december, lover de hinanden. Foto: privat
Det er knap et år siden at Boblberg blev tilgængelig for Roskildes borgere.
På det år har 5000 tilmeldt sig, mens 1.500 bobler svæver rundt med ønsker om alt fra venskaber, til spirituelle fællesskaber og træningsmakkere.
- Det er gået godt, både generelt og i sammenligning med andre kommuner- Corona har også haft en effekt, siger Rasmus Stæhr, der er medstifter af Boblberg.dk.
Torsdag den 3. december fremlagde Rasmus Stæhr resultaterne for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Det var på den baggrund, at beslutningen om et fortsat samarbejde blev taget, fortæller Morten Gjerskov (A).
- Vi vil gerne styrke den mentale sundhed og fællesskaber med Boblberg. Det var tydeligt, at de havde gode resultater med det, siger han.

Folk efterspørger vidt forskellige ting på Boblberg, og platformen rammer både ældre og yngre.
Det vil koste i omegn af 250.000 kroner at drive Boblberg i Roskilde de næste to år. De penge skal findes på frivilligområdet, hvor der i år er penge at hente. Det var politikerne i Sundheds- og Omsorgsudvalget enige om.
- Der er mange frivillige foreninger, der ikke har kunnet udøve deres aktiviteter i år. Så det giver mega god mening at det er omkring ensomhed, at pengene fra frivilligmidler går, siger Morten Gjerskov, der er begejstret for at aftalen blev forlænget.
- Det er jo fantastisk, hvis Boblberg kan hjælpe os i kampen mod ensomhed blandt borgere i alle aldersgrupper og samtidig styrke den mentale og fysiske trivsel, siger Morten Gjerskov.
Også Jonas Høj, der fandt Lise på Boblberg, er begejstret for platformen.
- Jeg har fundet Lise, og det har fungeret godt, siger Jonas, der håber han gennem Boblberg kan få flere bekendtskaber i Roskilde. Derfor har han oprettet endnu en boble:
»Hej, jeg søger nogen, der vil med i biografen«.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her