
Det blev en travl lørdag for 17-årige Nicky Sørensen, tidligere brandkadet og nuværende medlem af det nyoprettede Roskilde Ungeberedskab. Han var på vej mod Tyskland i bil, da der skete et færdselsuheld lige bag ham.
- Vi hørte i radioen, at højre spor på Farøbroen var spæret på grund af en bil, der var punkteret. Da vi var ved at være der, begyndte folk at bremse hårdt op. Solen stod lige i øjenhøjde, så man kunne næsten ikke se noget. Jeg blev nødt til at bremse hårdt op for ikke at køre galt. Og det gjorde de andre også, fortæller han.
Desværre skulle det vise sig, at bilen lige bag ikke nåede at bremse op, så den stødte sammen med et par andre biler. Det betød, at Nicky Sørensen pludselig skulle omsætte sin træning fra ungeberedskabet til praksis.
- Jeg sagde til min mor, at hun skulle ringe 112. Jeg løb så ud til uheldet og snakkede med de to i den ene bil, inden jeg tog kontakt til den ene i den anden bil. De to, som blev påkørt, gik selv ud. Men den anden sad stille, hvor jeg så hoppede ind bag ved og holdt hans hoved, til ambulancen kom, siger han.
Som om det ikke skulle være nok, blev der også brug for Nicky Sørensens færdigheder, da familien kom ombord på færgen til Tyskland.
- Der var en ældre herre, som faldt om midt i det hele. Han trak dog vejret, men blødte kraftigt fra hoved, fortæller han.
Nicky Sørensen fik lagt manden i sideleje og hidkaldte hjælpere på færgen med en førstehjælpskasse for at kunne forbinde ham. Manden blev af besætningen anbragt i en kørestol, hvor personalet tog over, til ambulancen var klar til at tage manden fra borde.
- Sikke en lørdag. Jeg er stadig meget rystet, men holdt mit hoved koldt og hjalp til, siger Nicky Sørensen, hvis indsats vækker stolthed hos Østsjællands Beredskab.
- Samtidig er det jo også set signal over for Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland om, at den energi, de ligger i projekter som brandkadet, giver resultater også uden for byen. Og så er der jo Nordea fonden, som har medfinansieret Roskilde Ungeberedskab sammen med boligselskabet. Havde de ikke støttet det projekt, havde en kadet som Nicky ikke haft mulighed for at kunne træne og vedligeholde det, han lærte som kadet. Der er ingen tvivl om, at lige netop den mulighed her har hjulpet utrolig meget på den unge, så han kunne holde hovedet koldt, siger projektmedarbejder Kenneth Erik Johansen, som i det daglige står for de ungeprojekter, der er i Østsjællands Beredskab afdeling Roskilde.
Der søges netop nu nye brandkadetter til opstart i januar 2018. Ansøgningsfristen er torsdag den 22. december.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her