
Store anlægsarbejder på Roskildes veje er ikke en mulighed, når tourkaravanen kommer forbi. Det betyder måske, at Københavnsvejs supercykelsti må vente.
- Vi må se vores strategiske anlægsplan igennem og eventuelt rykke rundt på nogle ting, for det nytter ikke, at der er store anlægsarbejder i gang på de strækninger, som feltet skal forbi. Nu kender vi jo slet ikke ruten endnu, selv om vi måske nok gør os nogle forestillinger om det, men hvis vi sætter noget i gang på de strækninger, skal vi være sikre på, at de kan nå at blive afsluttet inden touren. Hvis de ikke kan det, må vi vente med at sætte dem i gang til bagefter, eller se på, om de kan brydes op i mindre etaper, siger Roskilde Kommunes park- og vejchef, Ivan Hyllested.
Især den påtænkte supercykelsti langs Københavnsvej kan blive et problem, hvis feltet skal den vej ud af byen. Den er planlagt til at blive anlagt det i '20, '21 eller '22, men afventer i øjeblikket en helhedsplan for Københavnsvej, så 2020 bliver det ikke. Og så står valget formentlig mellem at færdiggøre en del af supercykelstien før juli 2021 - eller helt at vente med projektet til bagefter og så fremrykke andre projekter, der ikke risikerer at genere cykelløbet.
Et andet stort anlægsarbejde, der er undervejs, finder man på Køgevej og handler om sikring ef krydset ved Vilvorde. Her kan Tour de France-effekten dog meget vel vise sig at være, at projektet bliver speedet op, vurderer Ivan Hyllested, som desuden regner med, at Roskilde efterhånden er kommet så meget på omgangshøjde på asfaltfronten, at der ikke bliver brug for en særlig indsats for at forbedre vejene til besøget af Tour de France.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde - også som e-avis.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her