

Se billedserie
Der blev sagt tak til en masse, da der fredag var dimission på Himmelev Gymnasium, men studenterne havde reserveret en særlig tak til en bestemt person. Den gik til lederen af gymnasiets kantine, Bonna Hyllehøj, som går på pension efter 34 år, og hun blev hyldet med »Tak for mad«-skilte og fik sig eget afsnit i studenternes tale, der blev holdt af Emilie Adelheid Olesen fra 2.p og Magnus Perbøl Barken fra 3.x.
- Bonna, du har været en stor del af Himmelev, og det skar helt i hjertet, da jeg hørte, at du skulle gå på pension. Man kan ikke andet end at have lidt ondt af alle de nye elever, som ikke kommer til at opleve dit altid gode humør og din dejlige mad, sagde Magnus Perbøl Barken.
Emilie Adelheid Olesen kaldte Bonna Hyllehøj for »vores helle og vores forstående madmor«.
- Tak for alle de gange du har lånt os bestik og set igennem fingre med den sidste krone, som vi ikke lige havde på kortet. Tak for at bemærke når vi har været kede af det, lidt mere trætte end ellers, når vi er blevet klippet eller bare har haft brug for et ekstra smil, sagde hun.
Byens uddannelsesinstitutioner har i år skullet tænke kreativt for at finde ud af, hvordan de kunne holde dimission og samtidig leve op til corona-restriktionerne.
Nogle har haft klassevis dimissioner, andre har lavet det til en drivein-begivenhed, men Himmelev Gymnasium valgte at gå i en helt anden retning. Gymnasiet havde regnet ud, at der lige præcis var plads til samtlige studenter i sin hal, men det betød, at forældre, familie og venner ikke kunne være til stede.
De måtte i stedet følge med hjemmefra i en livestream på Facebook, hvilket må siges at være ret symptomatisk for dette forår. De to talere betegnede da også deres årgang som den mest omstillingsparate nogensinde med henvisning til, hvordan afslutningen på deres gymnasietid havde været.
- Det har virkelig været udfordrende at være afgangselever i år, og havde det ikke været for lærerne, så var hverdagen måske faldet helt fra hinanden. I sørgede for både sjove og lærerige timer, hvor vi var sammen hver for sig, I lod os teste dykkerreflekser hjemme i haven, I viste jeres boliger frem, og vi viste vores kæledyr frem. Vi lavede forsøg hjemme i køkkenet. I gav os lyst til at stå op om morgenen - i hvert fald de fleste dage - og vi er godt klar over, at I mente det godt, da I tvang os til at få tøj på og tænde for kameraet, når vi mødtes på Meet. I omlagde jeres undervisning og gav ikke op undervejs - heller ikke når jeres børn pludselig ville være med, eller hunden ville ud at gå tur, sagde Emilie Adelheid Olesen.
Coronavirussen betød, at årets studenter på Himmelev Gymnasium gik glip af sidste skoledag, dimittendmiddagen med lærerne, gallafesten og meget andet.
Til gengæld var de heller ikke blinde for alt det, de havde fået de seneste tre år, ikke mindst fællesskabet med hinanden.
- Jeg kan huske første skoledag, hvor jeg sad i kantinen og ikke kendte nogen. Jeg havde slet ikke overvejet, hvor stor en del af mit liv alle de mennesker der sad rundt omkring mig ville blive. Hvor stærke bånd og minder jeg ville skabe med flere af dem. Med jer. Bånd og minder som vil vare en livstid, sagde Magnus Perbøl Barken.
- Vi har alle sammen været med til at skabe det stærke fællesskab, der er her på Himmelev Gymnasium. Et fællesskab der er opbygget af både store og små ting, om det så har været hjælp til noter, en at snakke med, et godt grin eller en sjov weekend, sagde Emilie Adelheid Olesen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her