
Historisk set har private bilejere med et lemfældigt forhold til loven haft kronede dage under Roskilde Festival, hvor tilstrømningen til byen ofte er større, end hyrevognene med licens har kunnet følge med til.
Derfor har piratkørsel hørt med til dagens uorden i festivaldagene.
Men det er historie, for sådan er det ikke længere, konstaterer Ole Palsberg, der er formand for Roskilde Taxa.
- Vi ser færre og færre tilfælde af pirattaxaer. Det er slet ikke et problem, som det har været tidligere, siger Ole Palsberg.
- Før så vi meget organiseret piratkørsel, som stjal mange af vores kunder. Det gør vi slet ikke i dag. Når vi endelig ser et tilfælde, er det fordi, der skal tjenes en hurtig mønt. Det virker virkelig til, at der er kommet bugt med problemet. Det er vi selvfølgelig rigtig glade og lettet over, at det ikke går ud over vores forretning, siger han.
Sidste år var der kun syv anmeldelser om piratkørsel under festivalen. I forbindelse med den netop afsluttede festival har antallet været så lavt som tre.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her