

Se billedserie
Noget af det mest støjende, der kan foregå i en lufthavn, er afprøvning af motorer. I nogle lufthavne har den slags fundet sted i en motorgård i et afsides hjørne, i andre - fx Roskilde, som aldrig har haft en motorgård - er det sket ude på den åbne plads, i den fri natur.
Men ikke længere. I Roskilde Lufthavn foregår den slags nu indenfor - i en grå betonbygning, der er isoleret så godt og grundigt, at motorafprøvning kun høres som en let susen udenfor.
Det er DAO Aviation, som har opført og driver hallen. Virksomheden har specialiseret sig i at servicere flymotorer og har i den forbindelse brug for at foretage test, og fordelene ved at være rykket inden døre er mange, siger virksomhedens administrerende direktør, Brian Maach Jensen.
- Det er ikke særlig populært at støje, så det er naturligvis ét aspekt i det, men det er også gavnligt for udledningen af CO2. Før foregik afprøvningen ved, at vi havde spændt en motor på en gammel Bedford-lastvogn, og fordi det var noget gammelt udstyr, der ikke kunne måle så præcist, skulle motorerne køre noget længere tid, så man kunne lave flere målinger for at være sikker på, at resultaterne var pålidelige, siger Brian Maach Jensen.
Desuden kunne vejrudsigten spænde ben for motorafprøvningerne. Hvis det blæste for meget, kunne de ikke gennemføres, fordi vinden påvirkede målingerne, og regnvejr påvirker motoreffekten, så målingerne kunne heller ikke foretages i vådt vejr.
- Det begrænsede os noget. Og så er det til fordel for vores produktion, at vi kan teste uden for de restriktioner, der normalt gælder for Roskilde Lufthavn. Lufthavnen kunne i princippet komme i en situation, hvor det var os, der udnyttede hele støjkvoten, siger Brian Maach Jensen, som sammen med lufthavnen slipper for at bekymre sig over dét scenarie.
Etableringen af den indendørs testfacilitet har også betydet et farvel til en tid, hvor målinger og notater skulle foretages i hånden.
- Nu kører alt digitalt, og det betyder også, at vi altid kan gå tilbage og se alle tallene, så vi behøver ikke at køre resimulationer. Vores målinger er blevet mere præcise, og vi behøver ikke at køre lige så mange målinger, som vi gjorde tidligere, siger Brian Maach Jensen.
Under de tidligere forhold var der enkelte varianter af motorer, som DAO Aviation ikke selv kunne teste, men de begrænsning er også væk nu.
- I de tilfælde sparer vi nu at sende motoren en tur over Atlanten for at blive prøvet. Det er dyrt, men tidsaspektet er det vigtigste, siger Brian Maach Jensen.
DAO Aviation tester omkring 80 flymotorer om året. Varigheden af afprøvningerne veksler meget. Den afhænger fx af, hvilke typer motorer, der er tale om, og om det er nødvendigt at starte motoren op flere gange for at konstatere, om det er lykkedes at rette en fejl. Brian Maach Jensen vurderer, at testanlægget er i brug i fire-seks timer om ugen.
Investeringen i det ny testanlæg har ikke kunnet aflæses på bundlinjen, men det har heller ikke været meningen. Brian Maach Jensen ser det først og fremmest som en optimering af driftssikkerheden og som en fremtidssikring af virksomheden.
- Tidligere brugte vi næsten mere tid på at skrue på testsystemet, end vi brugte på at skrue på motorerne, men nu har vi noget, der fungerer de næste 30 år, siger direktøren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her