I nøden skal man kende sine venner, lyder et gammelt ordsprog, og sådan en ven er Sten Sønderhousen fra Viby. Hans gode ven i Bangkok har mistet sit kundegrundlag på grund af corona, så Sten Sønderhousen har fornyligt startet firmaet Stens Stoffer, der sælger stofmundbind syet af vennen i Thailand.
- Jeg har startet firmaet for at hjælpe en god ven og skrædder i Bangkok, der har syet alt mit tøj gennem de sidste 13 år. Da Covid-19 i marts lukkede verden, blev hans forretning næsten lukket fra den ene dag til den anden, da han lever af turister. I Thailand har man ikke de samme hjælpepakker til virksomheder som der er i Danmark, siger han.
Ideen med at sy mundbind dukkede op, da kravet om at bære mundbind kom fra statsminister Mette Frederiksen.
- Jeg valgte at få lavet nogle stofmasker, som jeg solgte til venner og bekendte og fik positive tilbagemeldinger. Så jeg bestilte lidt flere hjem og produktionsudviklede på dem med blandt andet metaltråd ved næsen, siger han.
I starten blev mundbindene kun solgt fra en hjemmeside, men salget gik så godt, at han valgte at oprette firmaet Stens Stoffer.
Mundbindene er syet med tre lag stof og kan vaskes ved 60 grader, men er ikke CE-godkendte. Til gengæld kan man bestille mundbind med broderet firmalogo på.
- Jeg har lige nu 47 forskellige masker på min hjemmeside, og der kommer flere til, siger Sten Sønderhousen, der også har mundbind med øl på.
Han har fået en aftale med det lokale firma i Roskilde, Sports & Erhvervshuset, om salg af mundbind lokalt, men håber også at kunne fange folks interesse på Facebook.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her