
En 49-årig mand fra Kirke-Såby viste sig at være helt ude af stand til at køre bil i beruset tilstand, da han natten til søndag var årsag til flere uheld i Roskilde.
Først ramte han en bil, der ved 3.30-tiden holdt for rødt i krydset Østre Ringvej/Københavnsvej. Føreren af den bil, en 27-årig mand fra Roskilde, ringede til politiet og kunne fortælle, at den anden bil var fortsat videre ad Østre Ringvej mod syd.
Politiet kørte hastigt til området og fandt den 49-åriges bil cirka 75 meter nord for en rundkørsel på Østre Ringvej, hvor han var kørt op over en kantsten og havde ramt en lygtepæl.
Betjentene kunne konstatere, at den 49-årige var påvirket af spiritus, så han blev sigtet for spirituskørsel og anholdt til sagen. Ingen af parterne var kommet til skade uheldene, og den 49-årige blev løsladt efter at have fået taget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Politiet inddrog førerretten fra den 49-årige, der således ikke længere må være fører af køretøjer, der kræver et kørekort. Han kan nu afvente analyseresultatet af blodprøven, før politiet tager stilling til, hvordan sagerne skal afgøres.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her