
I flere hundrede år har Snoldelev Sogn og Tune Sogn hængt sammen, men nu skal det være slut. De to menighedsråd har indstillet til biskop Peter Fischer-Møller, at de gerne vil opløse samarbejdet.
Tune har vokset sig så stor, at byen kan klare sig selv i forhold til præst og kirkelige handlinger. Samtidig ligger de to mindre byer i hver deres provsti, og det giver indimellem nogle udfordringer. Snoldelev Sogn hører til Roskilde Domprovsti, mens Tune Sogn er en del af Greve-Solrød Provsti. Kirkeministeriet oplyser, at 15 pastorater i Danmark har denne problematik.
- Det er lidt specielt for præsterne, som dermed har to chefer. Det store problem er, at vi i Snoldelev mister noget, hvis vi ikke kan have en præst boende, siger formand for menighedsrådet i Snoldelev, Johannes Woller.
Der er flere løsninger for Snoldelev, blandt andet at dele præst med Gadstrup Sogn, og det bliver op til biskop Peter Fischer-Møller at beslutte, hvordan fremtiden bliver for Snoldelev Sogn.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her