3. august 2021
Små 70 år er der gået, siden disse aviser blev trykt. Foto: Steen Østbjerg
Små 70 år er der gået, siden disse aviser blev trykt. Foto: Steen Østbjerg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Smitte, restriktioner og vaccine var også nyheder i '52

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Smitte, restriktioner og vaccine var også nyheder i '52
Roskilde - 13. juni 2021 kl. 10:52
Af Steen Østbjerg

Når nyheder bliver gamle nok, bliver de til historie, og det hænder, at der lander en bunke historie på redaktionen. Det skete forleden, da en læser venligt afleverede et vred aviser, som i sin tid var blevet genbrugt som isolering i et hus, som nu er ved at blive bygget om.

Aviserne - både Roskilde Social-Demokrat og Roskilde Tidende, er fra 1952, og hvis man bliver udsat for en årstalsquiz, kommer man som regel ganske langt, hvis man kan sige, at det var året, hvor Nordisk Råd blev grundlagt, og året, hvor Flying Enterprise - kaptajn Kurt Carlsens »skæve skib« - sank i Den Engelske Kanal.

Isoleret set er det er et fåtal af de nyheder, der fyldte lokalaviserne for 69 år siden, som har betydning i dag, men det er tankevækkende, at restriktioner og vacciner også dengang optog en del spalteplads.

På forsiden af Roskilde Social-Demokrat den 13. maj 1952 - en forside, der indeholder 14(!) historier - omtales blandt andet »et nyt tilfælde af m. og k.« Det er en ko hos gårdejer Hans Mortensen, Kattinge, som er blevet angrebet af mund- og klovesyge, og »da gården ligger midt i Kattinge by, har det været nødvendigt at lade hele byen omfatte af lokalafspærringen. Der må altså ikke holdes sammenkomster, ligesom børn fra ejendomme med klovbærende dyr ikke må gå i skole,« står der.

Af en annonce, som politimesteren i Roskilde, Aage Sørensen, har indrykket længere inde i avisen, fremgår det også, at »alle hunde indenfor iagttagelsesdistriktet og lokalafspærringen skal holdes bundne.«

Håbet vokser dag for dag

Den følgende majdag er vaccine i avisen - ikke som tophistorie, men dog på forsiden, fordi direktøren for Statens Seruminstitut, J. Ørskov, til Berlingske Tidende har udtalt, at »vakcination mod børnelammelse ligger inden for grænserne af det mulige.« »Håbet om, at man kan nå til en vakcine vokser dag for dag,« siger direktøren.

På den kortere bane er avisen optaget af, at ophævelsen af prisbindingslovene vil betyde prisforhøjelser på mad. Kød vil stige 18 øre pr. kg. flæsk 40 øre pr. kg, smør med hele 50 øre og mælk med to øre literen. Og det er ikke det eneste. Bryggeriforeningen har henvendt sig til Rigsdagen i håb om en skattenedsættelse på øl. Salget af øl er nemlig dalende, og »man frygter et nyt fald, hvis detajlprisen stiger,« som avisen noterer.

Truede garvere

Disse forbrugernyheder fylder dog langtfra som meget, som at Dansk Garverforbund har mistet 400 medlemmer, hvorfor der er indkaldt til krisemøde, hvor blandt andre den lokale garverformand, byrådsmedlem Vald. Nielsen, vil deltage.

Det er den generelt dårlige beskæftigelse, der får ledige til at søge over i andre fag, omend der lokalt er indtrådt en lille bedring i udviklingen, fordi to af de store garverier, Kamp. Jun. og Dominion Belting & Co. igen er oppe på at arbejde fuldt timetal efter på grund af nye ordrer. FDB's Garveri kører på halv kraft. »Situationen tegner således alt andet end lyd for garverifaget som helhed,« skriver Roskilde Social-Demokrat.

Nyt fra Grauballe

På side 2 får lederen af Nationalmuseets mosegeologiske laboratorium, museumsinspektør J. Troels-Smith, god plads til at beskrive et særdeles interessant fund, man netop har gjort i en tørvemose ved Grauballe nordøst for Silkeborg. Enestående, kalder han det.

»Det, der foereligger, er Liget af en Mand. Tørvejordens sure Humussyre har opløst Knoglerne med til Gengæld på en enestaande Maade bevaret alt, der bestaar af Hud, Horn eller Haar. Man ser med største Tydelighed Haandfladens og Fingerspidsernes fine Mønstre og Neglenes lyse Halvmaaner, ligesom Mandens Øjenbryn og røde Haarmanke er velbevaret.«

I modsætning til avisen har museumsdirektøren ikke taget den moderne retskrivning til sig.

Tæt på

Medierne beskyldes ofte for at gå for tæt på, men det er bestemt ikke tilfældet i en sammenligning med dengang, hvor privatlivets fred tilsyneladende hverken gjaldt kendte eller »almindelige« mennesker.

De kendte kunne være Liva Weel, som »ligger syg på kommunehospitalet i København. Det er en gammel broklidelse, for hvilken fruen blev opereret i fjor, der er brudt ud igen. Der er nu stødt en lungebetændelse til. Liva Weels tilstand må betegnes som alvorlig,« skriver avisen. Fru Weel døde fem dage senere.

De mindre kendte kunne være hvem som helst, som - med eller uden egen skyld - havnede i politirapporten, som avisen må have haft nærmest fri adgang til. Under rubrikken »Bybud påkørt af lastbil« kan man fx læse:

»På hjørnet af Sønderlundsvej og Helligkorsvej skete i går ved 14-tiden et bilsammenstød. Vognmand Carl Gustav Kjærsgaard, Lellinge, kom i lastbil kørende ad Sønderlundsvej mod syd, og fra højre side kom en af Roskildes byomnibusser, ført af chauffør Hans Oluf Hansen, Holbækvej 96. Bilerne tørnede sammen, fordi bremserne på lastbilen svigtede. Der skete en del materiel skade, men ingen mennesker kom noget til.«

Eller denne her: »Ved 18-tiden i går skete på Hestetorvet et færdselsuheld, som skyldtes en påvirket bilist. Handelsmand Carl Emil Andersen, Herringløse, satte sig til rattet i sin bil, der havde holdt på parkeringspladsen, og kørte ud på gaden, hvor den tørnede ind i siden på en anden bil, ført af dekoratør Knud Nicolajsen, Sorgenfri. Der skete betydelig skade på Nicolajsens vogn. Politiet konstaterede, at handelsmanden var påvirket, og ved spiritusprøven fik han betegnelsen: påvirket i middelsvær grad.«

Der var da heller ikke andet end ulykker i avisen! Foto: Steen Østbjerg

OL og Danny Kaye

De gamle udgaver af Roskilde Tidende er en smule yngre - fra juli 1952, hvor kongeparret var på officielt besøg i Grønland, og hvor De Olympiske Lege i Helsingfors var i gang.

Begge dele bliver omtalt på fremtrædende pladser, ikke mindst finalen i 100-meter, der også dengang blev domineret af løbere fra USA og Jamaica, og 800-meterfinalen, hvor danske Gunnar Nielsen satte dansk rekord og »kun var faa Centimeter fra Broncemedaljen.«

Men mindst lige så interessant var det tilsyneladende, at Danny Kaye var i Danmark og besøgte H.C. Andersens hus i Odense, hvor han prøvede digterens støvler.

Forlis med lokal vinkel

På forsiden den 23. juli 1952 fylder Portlands forlis meget. Portland var Dansk Cementcentrals nye skib, som kæntrede i Kattegat sydvest for Anholt. Fire fra besætningen og tre kvinder, der var passagerer, blev reddet, men forliset kostede 16 andre livet. Alle savnede var navngivet i avisen, der også fandt en lokal vinkel:

»Blandt de savnede fra »Portland« er Førstestyrmand Svend Arnold Poulsen, Gaasebæksvej 14, Valby. Den savnede er broder til Havnefoged H.F.C. Poulsen, Roskilde.« Lige som museumsinspektør Troels-Smith var Tidende åbenbart ikke meget for at slippe dobbelt-a'erne og de store begyndelsesbogstaver på navneordene.

I den mere muntre afdeling meddeler Tidende, at Roskilde-Whiskyen snart er på markedet. »Den 1. September sender Spritfabrikken i Roskilde den nye Cloc-Whisky på Markedet. Der har været eksperimenteret med den i aarevis, og det bliver den første danske whisky, der er lavet. Prisen bliver 39-40 kroner pr. Helflaske. Der er fra Spritfabrikkens Ledelses Side lovet, at der bliver rigeligt til alle. Whiskyelskernes tørre Ganer er reddet.«

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk