
For anden gang inden for få uger er en skønhedsklinik i Roskilde blevet sigtet af politiet for at holde åbent. Flere borgere havde anmeldt til politiet, at der blev annonceret på sociale medier om, at klinikken var åben, og at der blev udført behandlinger på stedet, selvom de ifølge restriktionerne for at begrænse coronasmitte er påbudt at holde lukket.
En patrulje kørte derfor forbi tirsdag klokken 11.15 for at lave et Covid-19 tilsyn og traf ved klinikken en ansat og en kunde, som havde bestilt tid. Patruljen så en person blive lukket ud af bagdøren, da politiet ankom.
Ejeren af klinikken, en 34-årig mand fra Roskilde, ankom til stedet, hvor han blev gjort bekendt med, at virksomheden blev sigtet for at overtræde Covid-19 reglerne. Han nægtede forholdet. Ingen kunder blev sigtet for noget i den forbindelse, men forklaringer fra kunder vil være en del af beviserne i sagen.
Politiet var også ved klinikken den 9. januar, hvor indehaveren blev sigtet for at holde åben trods restriktioner om at holde lukket. Virksomheden kan nu forvente en bøde, der skærpes i gentagelsestilfælde ved overtrædelse af coronareglerne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her