Roskilde: Skaderne efter stormfloden den 6. december løber op i mange millioner kroner for Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
Præcist hvor mange er der ifølge økonomidirektør Claus Christiansen endnu ikke overblik over, men han tøver ikke med at fortælle, at det bliver langt dyrere, end museet først havde antaget.
- Vi regnede med en million på Museumsøen og to millioner på selve Vikingeskibshallen, men det kommer slet, slet ikke til at holde, siger Claus Christiansen.
Værst står det til på Museumsøen, hvor alle bygninger er vandskadede i op til en meters højde.
- Gulve, vægge, rockwool, alt er på vej ud. Ingen af bygningerne kan pt. bruges. Det er så heldigt, at det er vinter, for der ligger store dele af Museumsøen lukket og øde. Det går dog ud over vores café samt vores skoletjeneste. Der går mindst to måneder, før vi kan begynde at bygge det op igen, siger Claus Christiansen.
På selve Vikingeskibshallen går der pt. to firmaer og river vægge ned. Også her er væggene ødelagt i op til en meters højde, der er vand i el-systemterne, og både brandalarmer og tyverisikringer har lidt overlast.
Museet forventer selv at have det endelige økonomiske overblik om 14 dage.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her