

Se billedserie
Den ene trængte til at komme ud af huset, og den anden ville gerne arbejde som massør igen.
Sådan gik det til, at Helene Kræmmer og Johanna Thorén nu deler et lokale i kontorfællesskabet Voxeværket på Industrivej 21 i Roskilde.
Helene Kræmmer er sexolog og parterapeut og har indtil nu haft egen praksis i hjemmet i Jystrup, mens svenske Johanna Thorén bor med sin kæreste i Viby efter at være flyttet til Danmark for et år siden.
- Jeg ville gerne ud af huset, og jeg synes, Roskilde er en fed by. Jeg kan godt lide attituden og den tilgang, som folk har her i byen. Vi valgte Voxeværket, fordi vi begge har job, hvor man er meget alene, og så er det rart at kunne møde andre. Og så glæder jeg mig til at kunne adskille privatliv og arbejde, siger Helene Kræmmer, som dog fortsat vil have praksis i Jystrup.
De to kender hinanden, fordi Johanna Thoréns kæreste voksede op over for Helene Kræmmer, så da sidstnævnte skrev på Facebook om sine planer om at åbne praksis i Roskilde, fik det gang i tankerne.
- Så jeg skrev til Helene og spurgte, om hun ville have mig med? fortæller Johanna Thorén, som til daglig arbejder i Sverige som pædagog for udviklingshæmmede, men også er uddannet som massør og wellnessterapeut. Inden kærligheden bragte hende til Viby, havde hun sit eget firma som massør, og det fik hun lyst til igen efter at være faldet på plads i Danmark.
Det ny makkerpar overtog lokalet i juli, men flyttede på grund af sommerferien først ind i sidste uge og har knoklet med at blive klar til indvielsen på fredag den 12. august klokken 17. De er allerede begyndt at tale om at arrangere foredrag, workshops med mere og lægger ud med en gratis miniworkshop »Parforholdets gyldne regler«, som Helene Kræmmer står for lørdag den 27. august klokken 15.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her