

Se billedserie
En uge efter at den stod på dansktop med Birthe Kjær, var det tirsdag aften rap med Østkyst Hustlers, der var på programmet i Byparken i Roskilde. Spændvidden er med andre ord bestemt til stede i årets byparkskoncerter, og publikum kvitterede ved at møde op i lige så stort antal igen, hvis ikke større.
Det virkede i hvert fald som om, at folk stod tættere end til Birthe Kjær på skråningen ned mod scenen og fyldte en anelse mere ud til siderne. Til gengæld var der ingen tvivl om, at publikum sang mere med denne aften og kunne teksterne til hits som »Hustlerstil«, »Penge ind på torsdag« og »Ankomst« fra »Verdens længste rap« - den med »Hvorfor er det hele bare så ufedt i Jylland?«
Jazzy H og Bossy Bo leverede den tunge del af vokalarbejdet, mens ordsmeden Nikolaj Peyk primært tog sig af snakken mellem numrene, hvoraf der også blev plads til »Arh dér« fra hans tid i MC Einar.
- Vi har fået for lidt! blev der råbt, da bandet gik af scenen, men de vendte selvfølgelig tilbage til et par ekstranumre, for de manglede at spille deres nok største hit - gæt selv hvilket,
Og det kan godt være, at Østkyst Hustlers er blevet populære på at rappe om folk, der ikke får nok, men publikum i Byparken lod til at have fået, hvad de trængte til.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her